Kort og godt

Musik: W.A. Mozart: Requiem Mozarts »Reqiuem« med Radiounderholdningsorkestret, Ars Nova og Adam Fischer blev – så længe det varede – et smukt eksempel på, at en dødsmesse godt kan være en livsbekræftende oplevelse.

Mozarts »Requiem« er komponeret af Mozart, og så alligevel ikke. Geniet døde midt i arbejdet, og så måtte hans elev Franz Xaver Süssmayr træde til, men ikke kun han, der var også andre mindre ånder ind over, og selv om ingen kan sige helt præcis, hvor meget Mozart der er i Mozarts svanesang, er det rimeligt let at høre, at der er passager, der er pæne og nydelige, men under Mozarts niveau, og det må man så tage med.

Uanset hvad, så glæder man sig altid til at høre værket live, selv ind under jul, der jo ellers ret beset ikke er dødsmessernes tid, og når det er Radiounderholdningsorkestret, der spiller, under ledelse af dets chefdirigent, Adam Fischer, glæder man sig ekstra meget, og med god grund.

Det danske ensemble er efter mange års parløb med den ungarske maestro blevet til et wienerklassisk mønsterbrug, og til opførelserne fredag og lørdag i Radiohusets koncertsal havde Adam Fischer tillige indforskrevet kammerkoret Ars Nova. Det var godt set. Det dansant letløbende, den kontrapunktiske gennemsigtighed og det subtile arbejde med dynamikken, der er Adam Fischers »Requiem«-ideal, fås næppe realiseret meget bedre end i koblingen af netop disse to fortrinlige, danske ensembler. Læg dertil fire gode sangsolister uden stjernenykker, der bidrog med lige dele indlevelse og ydmyghed. Det blev en livsbekræftende oplevelse.

Men at det kostede op til 450 kroner at høre de godt og vel tre kvarters musik, var knap så fedt. Mon ikke mange af weekendens tilrejsende tilhørere ville have sat pris på at få lidt mere for pengene og ulejligheden med at begive sig afsted i vintermørket? Hvad f.eks. med en tidlig Mozart-symfoni som oplagt opvarmning? De kender jo den musik allerede, Fischer og hans musikere, så hvorfor dog ikke? Er Mozarts Requiem for fin og fornem til at sætte sammen med anden musik? Havde man ikke tid til at indstudere mere? Forklaring udbedes!