Albumtitlen har noget desperat over sig. »Born To Sing: No Plan B« lyder som noget, der er skrevet af en mand med ryggen mod den nok så omtalte mur.
Men sådan lyder George Ivan Morrison, bedre kendt som Van Morrison, nu langtfra på sit 34. studieudspil. Hvad skulle han også være desperat for? Han har for længst forløst sine evner og har - mindst - to albumklassikere bag sig, nemlig »Astral Weeks« og »Moondance«. Og har desuden ramt den allerbredeste mainstream med evergreenen »Brown Eyed Girl«.
Undervejs i karrieren har Van Morrison desuden formuleret sit eget musikalske sprog ud af soul, jazz, blues, R&B og folkemusikalske farver hjemme fra Nordirland. På »Born To Sing: No Plan B« er de fleste af hans signaturer også til stede med god vægt på jazz - hvilket sangtitlen »Close Enough For Jazz« antyder - og gamle fans vil sætte pris på de ti nye sange, som lyder velkendte og emmer af godt håndværk.
Backingbandet lægger sig således ubesværet og selvfølgeligt om Van Morrisons uforlignelige stemme og varme, blanke horn følger ham diskret gennem versene. Alt sammen ualmindelig overbevisende i den tilbagelænede åbner »Open The Door (To Your Heart)« og i den efterfølgende, pianoblå »Goin’ Down To Monte Carlo«.
Her synger mesteren sig suverænt gennem historien om en fyr på flugt fra de fleste. »Hell is other people/I believe that most of them are«, lyder det med et nik til Jean-Paul Sartres berømte udsagn om, at »helvede er de andre«.
Alle slags skidt
Teksterne er i det hele taget ofte en knytnæve i musikkens fløjlshandske, og underholdningsbranchen og den finansielle sektor er flere steder målet for slagene. Mest massivt i lukkeren »Educating Archie«, som er en blid, jazzet sag, men hvor det et sted lyder, at »You are a slave to the capitalist system/which is real bad«. Et andet, at »You are controlled by the media, everything you say or do«. Og et tredje, at der er »Entertainment on TV and all kinds of shite.«
Men hvor disse udsagn tager sig noget unuancerede ud på papir, så lyder de overbevisende på Van Morrisons stemmebånd, som spiller den absolutte hovedrolle på »Born To Sing: No Plan B«. Og gudskelov for det for hans 67 år gamle soulvokal er fyldig, sødmefuld, men aldrig klæg og har stadig herligt skarpe kanter.
Når sangene, som er optaget live i studiet, alligevel ikke samler sig til et rigtig stærkt album, skyldes det en to-tre numre, som hverken gør fra eller til samt en stedvis fornemmelse af rutine. Men Van Morrison behøver nu ingen plan B. Han ved, hvad han gør. Og gør det langt hen ad lydsporet meget, meget overbevisende.
