Klange fra metronord

Navneløs stiller sig ikke tilfredse med traditionelle sangstrukturer – og gudskelov for det.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Kom med mig, så gør vi det igen.«

Med disse ord åbner Lin Rosenbeck det første fuldlængdealbum fra Navneløs. Og man har bestemt lyst til at følge hendes opfordring efter det ret vidunderlige, meget ambitiøse minialbum, kvintetten udsendte forrige år.

Ambitiøs er åbningen på »Værk« da også. 12 minutter og 32 sekunder med industriel susen og skurren under strygere i et meditativt forløb, hvor Rosenbecks lyse, sprøde stemme kun sjældent indfinder sig. Så, i ét abrupt skift, tager »Pilot« slut, og »Her står man« tager over med sit mere udadvendte temperament og sin konventionelle længde. Men også her synes Navneløs mere interesseret i det billedskabende, bevidsthedsudvidende og postrockede forløb end i at skrive en konventionel vers-omkvæd-vers-sang.

Smittende popsensibilitet

Ikke fordi de ikke kan. Det viser de i »Tænkt på et sted«, der besidder en smittende popsensibilitet, ikke mindst i kraft af den melodi, Rosenbeck synger frem HELT tæt på mikrofonen. Men lige meget hvad, Navneløs gør, så udfordrer de traditionens formsprog med stærk vilje og stor selvsikkerhed, som sikkert kan tilskrives deres unge alder. Og gudskelov for det, for har vi egentlig brug for flere retlinede rockbands, som skriver sange, som allerede er skrevet uendelig mange gange før?

Navneløs er nu stærkest, når de placerer sig mellem skabelon og spring som i »Forsvandt« med muskuløs guitar og et pludseligt horn. Eller »Metronord« – hvis titel ligner et lån fra Søren Ulrik Thomsen – der skaber et smukt spænd mellem stemmen og de smukke twangede guitartemaer.

Anderledes, men lige så smuk, er »Loop 2«, som er tre minutters lydpoesi, hvor klangenes oprindelse ikke sådan er til at bestemme.

Ja, Navneløs vil meget og kan meget, og deres glidninger mellem det æteriske og muskuløse, hvor særligt de to guitarister imponerer, er overbevisende. Det giver mindelser om Under Byen, ligesom de utvivlsomt kender til My Bloody Valentine og Sonic Youth (som et nummer også er opkaldt efter). Og når de med tiden får dampet de lidt studentikose stemninger fra, er der grund til at glæde sig. Men de er allerede godt i vej. Og Lin Rosenbeck skal endelig forsætte med at synge »Kom med, så gør vi det igen«.

Hvem: Navneløs.

Hvad: »Værk«, Indieaner Records.