Klagesange fra et eksistentielt limbo

Det gør ondt, og det gør godt, når opkomlingene Dirty Beaches og Majical Cloudz slipper de indre dæmoner løs på to fremragende nye udspil.

"Drifters /Love Is The Devil" Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan grave sig ned eller skyde brystet frem. Svælge i sin ensomhed eller konfrontere angsten i øjenhøjde. Det er lige præcis disse to væsensforskellige strategier, der kommer til udtryk på nye udgivelser fra de relativt upåagtede Dirty Beaches og Majical Cloudz. Og som i begge tilfælde resulterer i en bundseriøs musik, der er lige så fascinerende smuk som aldeles uafrystelig.

Bag Dirty Beaches gemmer sig den 32-årige Taiwan-fødte canadier Alex Zhang Hungtai, der fik pænt hul igennem med det glimrende debutalbum »Badlands« fra 2011.

Hans seneste udspil er det ambitiøse dobbeltalbum »Drifters/Love Is The Devil«, der bygger fornemt videre på debutens lo-fi-kværnende blanding af grumset rockabilly, 70er-electropunk á la Suicide og hjemsøgt David Lynch-stemning.

Særligt »Drifters«-delen fortsætter denne æstetik i en serie urovækkende skæringer, der med skarpe synth-klange, monotont dronende basgange, sejt klaprende rytmer og mareridtsagtige vokaler bestemt ikke er for sarte sjæle. Selv om det oftest ikke er til at høre, hvad den rumklangsbadede Hungtai synger om, er der på numre som den ti minutter lange »Mirage Hall« ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en plaget sjæl fanget i et eksistentielt ingenmandsland.

Anden halvdel af albummet er med sine mere atmosfæriske og vokalløse eksperimenter umiddelbart sværere tilgængelig. Men efter flere gennemlytninger åbenbarer en stor cinematisk skønhed sig også her. Tag for eksempelvis den skrattende mellotron på »Love Is The Devil« eller den hjerteskærende ensomme guitarfigur på »Alone At The Danube River«. Det er forbandet sørgmodigt. Og samtidig så skurrende smukt, at det næsten ikke er til at bære.

Kærlighed, liv og død

Hvor Dirty Beaches formidler ensomhed og fremmedgørelse gennem grumset lo-fi og harske rumklange, har amerikanske Majical Cloudz et langt mere direkte og nøgent udtryk. Her er ingen distance mellem lytteren og frontmand Devon Welsh’ insisterende stemme. Rundt om ham skaber programmør Matthew Otto med ganske få midler en såre effektiv bund af diskrete orgler, strygere, baglæns loopede stemmer og stedvise elektroniske beats, der understøtter Welshs emotionelle udladninger på diskret malende vis.

Det hele handler dog om stemmen, ordene og måden de bliver sunget på af Welsh, der viser sig som en af årets største åbenbaringer bag mikrofonen. Melodierne er usvigeligt sikre; hver enkelt gravalvorlige frase sunget, som var den det vigtigste i verden.

Og forståeligt nok. For døden hænger som et allestedsnærværende spøgelse over næsten samtlige sange. »I don’t think about dying alone«, lyder det et sted. »I see this light coming from behind and growing to enormous size« et andet. »Hey man, sooner or later you’ll be dead,« åbner han et tredje. Og så fremdeles.

Det er et næsten kvælende jerngreb, man bliver holdt i som lytter over disse ti fokuserede numre. Og som sådan fremstår »Impersonator« som en kærkommen påmindelse om, hvor lidt der i de rigtige hænder skal til for at bore sig uendeligt langt ind i lytterens dybereliggende følelsesregistre. Lige der hvor tårerne hænger løst, og kærlighed, liv og død er de eneste ting, der reelt betyder noget.