Kings Of Leon har alle dage iscenesat sig som sydstaternes syndige rockdrenge. Først som knoldesparkende præstesønner med en afvigers trang til højoktan rock’n’roll. Siden som stadionrockens læderklædte førsteelskere med ild i lænderne og refrænstærke sange om brandvarm sex.
På gruppens syvende album, »WALLS«, begår Kings Of Leon dog rockens måske største dødssynd: De er kedelige.
Der var ellers kommet lidt pep i det mere og mere gumpetunge foretagende på forgængeren »Mechanical Bull« (2013). Men på »WALLS« lyder de mest af alt som et rockband, der har sejret ad helvedes til. Og altså nu hverken har gejsten til at matche fortidens energi, viljen til at tage chancer endsige talentet til at genopfinde sig selv.
Hvad vi i stedet får, er ti variationer over noget, vi har hørt gruppen lave bedre og mere veloplagt tilbage i 00erne. Albumåbneren og singlen »Waste A Moment« lyder som det rene bestillingsarbejde fra pladeselskabets side med sin flade produktion, totalt konventionelle opbygning, åh-åh-kor og akkordrundgang stjålet fra Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart«.
Det skal retfærdigvis siges, at det bliver lidt bedre herfra. »Reverend« nyder godt af en køn lille mellotron-assisteret rundgang i intro og outro; »Around The World« liver op med sine solbeskinnede rytmer i versene; »Find Me« er forudsigeligt iørefaldende radiorock spillet fra det sikre midterspor.
Men det er altså svært for alvor at hidse sig op over de her skæringer. Og hen over midten tager den igen et dyk med langgaberen »Over« og den alt andet end vilde »Wild«, der tilmed brillerer med den mest tumpede åbningslinje: »Like in a mainstream melody / Oh I want to take you in.« Virkelig?
Netop teksterne er måske Kings Of Leons allersvageste punkt. De vil ingenting, rykker ingenting. Albumtitlen »WALLS« er en forkortelse for We Are Like Love Songs. Hvad er det for noget vrøvl?
Hvis Kings Of Leon er emblematisk for mainstreamrocken lige nu, så ser prognoserne ikke gode ud. Patienten er døende.
Hvem: Kings of Leon
Hvad: WALLS, Sony Music
