Nostalgien er ikke, hvad den har været. Sådan lyder en ikke så lidt morsom vending, og den passer faktisk ganske godt på den følelse, som langt de fleste bokssæt efterlader i sin lytter.
Her samles der op på dét, vi husker som fabelagtige sange, her trækkes gamle koncertoptagelser af stalden, her kommer b-sider atter frem i lyset, og her skal der tjenes penge, inden det gode gamle CD-medie helt hensygner.
LÆS OGSÅ: Eksklusivt nyt interview med Dizzy
Alt sammen fint nok. Hvis altså sangmaterialet kan holde til det og ikke bare skuffer og begynder at tilsmudse de minder, lytteren har om bandet, musikken og den tabte tid.
Det sidste er desværre tilfældet med »Dizzcography«, som 1990er-fænomenet Dizzy Mizzy Lizzy udgiver i forbindelse med deres midlertidige genforening.
Her får man de to studiealbum, trioen nåede at udgive - nemlig det selvbetitlede debutalbum og opfølgeren »Rotator« - samt en koncertoptagelse fra Århus og en samling overskudsmateriale.
Gusten guldkalv
Og på debuten overlever Tim Christensens tynde, nasale stemme og ufrivilligt komiske tekster kun med nød og næppe, og dét fordi hans guitar-riff er pokkers effektive, og fordi melodierne er skridsikre i hits som »Waterline«, »Silverflame« og »Barbedwired Baby's Dream«.
LÆS OGSÅ: Koncertanmeldelse fra Dizzys første genkomst i Odense
Helt aldeles forfejlet og bedaget lyder imidlertid den grunge-fortyndede »Rotator«, hvor det i titelnummeret lyder, at »Here's a confession/I need new impression/For my profession«.
Jow tak, Tim. Der mangler i dén grad inspiration på den tamme toer, hvor veleksekverede, men retningsløse rifforamaer søger at dække over de mindre end mådelige melodier.
Man skal ligeledes være virkelig, virkelig stor fan af Dizzy Mizz Lizzys sært metalliske powerrock for at sætte pris på restopsamlings-CDen, og albummet med koncertoptagelser efterlader bare en følelse af at lytte til nogle andres fadølsfest.
»Dizzcography« er således en udgivelse, som det er såre svært at se meningen med. Andet end at malke den gamle guldkalv, naturligvis. Men at tjene penge på fortiden koster på en anden konto.
Nemlig den, hvorpå nostalgien står.
Eller snarere stod.
