Et sort/hvidt foto af en knyttet næve med ringe på fingrene. Sådan ser omslaget ud på den London-baserede, kvindelige post-punk-kvartet Savages’ andet album, »Adore Life«. Coverfotoet er velvalgt, da det ret præcist billedliggør de fire damers arrige og frenetiske stil.
Hvor gruppens glimrende debutalbum, »Silence Yourself«, føltes som en syngende lussing, er denne skarpskårne opfølger en endnu heftigere lytteoplevelse. Som en præcist placeret uppercut lige til underkæben.
Mikkel Kessler kan godt pakke handskerne sammen. Han ville maks kunne gå tre sølle runder med Savages’ frontfurie, den uforlignelige eksilfranskmand Jehnny Beth, før hun ville tage ham ud på knockout.
På »Adore Life« er der skruet ned for de åbenlyse referencer til 80er-ikonet Siouxsie Sioux og dennes band, The Banshees, som var så tydelig hørbare på debuten. Udtrykket fremstår her mere selvstændigt og afrundet. I den forstand er Savages modnet betragteligt som orkester.
Men lykkeligvis uden at give køb på den dirrende nerve og »i dit fjæs«-attituden, som fik forgængeren til at sitre af konfrontatorisk kamplyst.
Kærlighed er som kokain
Jehnny Beths tekster synes besat af kærligheden. Den er som en uafrystelig dårlig vane. En pinefuld last. »Love is a disease/The strongest addiction I know/What happpens in your brain/Is the same as a rush of cocaine« lyder buskabet på den snerrende knaldperle »T.I.W.Y.G.«.
Men samtidig ligger der også en form for accept af kærlighedens hårde vilkår: »This is what you get/When you mess with love« lyder det senere i refrænet på samme sang. Her er eufori og smerte uadskillelige størrelser. Vil man lege med ilden, må man også være forberedt på at kunne blive brændt. Og brændes vil man gerne af Savages.
De mestrer nemlig stadig at skrive intenst kværnende post-punk-salver. Ja, faktisk er de kun blevet bedre til at skære dem. Det er åbningsnummeret »The Answer« og førnævnte »T.I.W.Y.G.« klasseeksempler på.
Begge er fortættede, små, fræsende musikalske nakkedrag, hvor orkesteret spiller en vis kropsdel ud af bukserne. Huggende guitarer, damptromletrommer, nyrerystende bas og jeg skal gi’ dig.
Samtidig er det en fornøjelse, når Beth og kompagni sænker tempoet og nedtoner den umiddelbare vrede. Mindre krigeriske indslag som næsten-titelnummet »Adore«, den vuggende »Slowing Down The World« og den adstadigt feedback-ulmende afslutter »Mechanics« viser, at kvartetten ikke kun brillerer, når den tæsker løs.
Den formår også at brænde glødende igennem i slowmotion, hvor intensiteten ikke er forsvundet, den har blot antaget en mere langsomt ætsende karakter. Kløene bliver ikke mindre pinefulde, bare fordi de går i halvt tempo. Snarere tværtimod.
Netop i kraft af den dirrende dynamik mellem det sårbare og det voldsomme er »Adore Life« årets hidtil bedste rockskive.
Hvem: Savages.
Hvad: »Adore Life«, Matador Records.
