Selvfølgelig måtte den komme: En udgivelse med overskydende materiale fra Kendrick Lamars 2015-storværk »To Pimp A Butterfly«. Albummet var en musikalsk mangefacetteret og tematisk kompleks moppedreng af en hiphop-plade, der satte en tyk streg under den 28-årige Compton-rappers høje klasse. Ikke bare i øjeblikkets hiphop-landskab, men i musikhistorien som sådan.
Fredag morgen lå den der så, »untitled unmastered«, tilgængelig på diverse streamingtjenester.
Med sit undseelige grønne omslag og otte numre tilsyneladende navngivet efter den dato, de er undfanget, var signalværdien ikke til at tage fejl af: Forvent ikke et nyt stort anlagt album-statement, men lyt til det som et slags arkiv af punktnedslag i Kendricks musikalske rejse mod det, der skulle ende med at blive »To Pimp A Butterfly«.
Men hvad er det så for et arkiv, vi står med her? Ærligt talt et lidt rodet et af slagsen, der på trods af sin relativt korte spilletid på 34 minutter både byder på enkelte ligegyldigheder, lettere uforløste eksperimenter samt et par aldeles formfuldendte tracks, der snildt kunne have gledet ind på tracklisten til »To Pimp A Butterfly«.
Tag for eksempel det knudrede åbningsnummer »untitled 01 08.19.2014.«, som på trods af gode momenter aldrig helt lykkes med at samle sine mange tråde i et tilfredsstillende hele. Her er både en intro med en diabolsk lummer omgang pude-snak, syret jazz-backing, et støvet breakbeat, kontrabas, sært opklippede samples og en Kendrick Lamar i vanlig opvisningsstil på et dystert vers fuld af apokalyptiske billeder af bibelske dimensioner.
Næste track, »untitled 02 06.23.2014.«, er også en dyster sag, der til gengæld lykkes med at smelte samarbejdspartnerne Kamasi Washington og Thundercats avant-jazz og funk-udskejelser sammen med et olmt trap-beat, mens Kendrick rapper om udfordringerne ved at finde et ærligt personligt ståsted midt i berømmelsens eksistentielle limbo. Trap-jazz, anyone?
Ligaer over andet derude
Bedst er track nummer tre og seks. Førstnævnte er en jazz-funky-sag med Kendrick i rollen som socialt bevidst hiphop-poet, mens sidstnævnte med sin latin-rytme, boblende fornemmelse og CeeLo Green på besjælet gæstevokal er blandt det mest iørefaldende i samlingen.
Her – samt på det sidste track – lykkes det Kendrick at ramme den rette balance mellem musikalsk innovation, kompleksitet, budskab og tilgængelighed. Derfor er det også ærgerligt, at han har valgt at inkludere den over otte minutter lange Frankenstein-konstruktion »untitled 07 2014 - 2016«, der ikke rigtig lykkes med at forene tre meget forskellige ideer, hvoraf den sidste er fire minutters totalt ligegyldig lo-fi-demo.
Er man fan af Kendrick Lamar er der dog til trods for den ikke videre indbydende præsentation god grund til at dykke ned i arkivet. Det er ikke vildt overraskende, temaerne kender vi, men det er kun, fordi han selv satte barren så højt sidste år. Og Kendricks overskydende materiale er stadig ligaer over så meget andet derude.
Hvem: Kendrick Lamar
Hvad: »untitled unmastered.« Aftermath/Interscope
