Det var som om, kældermennesket igen forsvandt ind det mørke, det var kommet fra. Her havde Danmark lige fået et nyt spændende rockband med musikalsk tyngde og internationalt format. Et band med både stærke engelsksprogede rocksange, et originalt greb om virkemidlerne og ikke mindst formatet til at åbne Orange Scene i 2012 uden at ryste på hånden.
Men så skete der ikke mere. Kellermensch forsvandt. Ned i et hul af skriveblokader og pres fra pladeselskabet. Og først nu - otte år efter debutalbummet udkom - er det esbjergensiske band klar til at træde ud i lyset igen med album nummer to, »Goliath«.
Eller lyset er måske så meget sagt. For der er stadig forbandet mørkt i Kellermensch-universet. Præcis som det skal være, når man har opkaldt sit band efter det navnløse kældermenneske fra Dostojevskijs roman af samme navn. Men tilbage er de i hvert fald, og for pokker, de gør det godt!
Udtrykket er centreret omkring sanger og sangskriver Sebastian Wolffs kuldslåede jeg-fortæller, der prøver at finde eksistentielt fodfæste efter at være blevet forladt af sin kvinde. Han skoser sig selv og sin egen uformåenhed. Og er så dybt, dybt nede i kulkælderen, at han kun holder fast med det yderste af neglene: »… when you’re tired of living / it’s best to be afraid to die / so for now, that’s how I’ll get by,« som han slagent konstaterer til allersidst på pladen.
Det føles dog aldrig som ynk. Til dels på grund af Sebastian Wolffs stærke levering, der svinger mellem flosset desperation og en kraftfuld maskulin tyngde ikke helt ulig ikoniske stemmer som Bruce Springsteen og Win Butler fra Arcade Fire. Men så sandelig også fordi sangene er skrevet, arrangeret og produceret med så stor autoritet.
Kellermensch udvider nemlig den klassiske rockband-opsætning med strøget kontrabas, trædeorgel, violin, klaver og growlede vokaler, som man normalt kun hører indenfor den hårde metal. Og med disse overraskende virkemidler finder gruppen sit helt eget unikke ståsted mellem netop metallens low-end og aggression og den orkestrale indie-rock, som Arcade Fire især har dyrket.
Og på »Goliath« står de gode sange i kø: Fra den sugende intense åbner »Bad Sign« og bastard-bluesen »Mediocre Man« over den Springsteen’ske stomper »All That I Can Say« til malstrømspunken på »Moth« og den smukke akustiske finale, »How To Get By«.
Ja, man kunne blive ved. Det bliver en stor anbefaling herfra. Og til sommer kan Kellermensch tilmed opleves igen på Roskilde Festival. Denne gang forhåbentlig efter mørkets frembrud. Det er trods alt der, kældermennesket trives allerbedst.
Hvem: Kellermensch
Hvad: »Goliath«, A:larm
