»Use your imagination«, beordrer Katy Perry på sangen »Dressin’ Up« fra hendes andet album »Teenage Dream«. Desværre tager den amerikanske popstjerne ikke sit eget råd på sit femte album »Witness«, der er et regulært knudepunkt for klicheer. Det kræver ikke stor spådomskunst at regne ud, hvilke emner og døde metaforer der vil gå igen, når man ser titler som »Roulette«, »Déjà Vu«, »Tsunami« og »Bon Appétit« på tracklisten.
Enkelte steder overrasker Perry og co., men det er ikke altid positivt. På »Déjà Vu« synger hun om et uligevægtigt forhold. Den manipulerende elskers ord er som kinesisk vandtortur, synger Perry, med henvisning til metoden, hvor vand langsomt dryppes på offerets pande igen og igen. Ja, overdrivelse forpurrer forståelsen.
Okay, så Katy Perry er ingen Haruki Murakami, men har så hun ikke nogle konfetti-værdige popbaskere? Tjo, »Chained To The Rhythm« er melankolsk rulleskøjte-disco med en snurrende rytme, der gør én glad i låget og lettere omtumlet. Selv om tekstens kritik af eskapisme aldrig bliver særlig specifik, så giver den sangen et sælsomt præg. På den glædespredende »Pendulum« får Perry fornemt selskab af Pino Palladino (D’Angelo, John Mayer Trio), der står for den boblende bas, og sangerinden fraserer med fornyet glød i front for et gospelkor.
Den indflydelsesrige hitmand Max Martin har produceret seks af albummets 15 sange, men der er ingen numre på »Witness«, der forløser den samme eufori som de tidligere hits »Roar« og »Fireworks«. Perry har også inviteret mindre kommercielle navne som Purity Ring, Hot Chip og Jack Garrett på albummet, og resultatet er flere neddæmpede electro-pop numre med fokus på skramlede beats og synths så kolde som et Dementor kys.
Til gengæld er der interessante øjeblikke, hvor Perry, i stedet for at projektere uudtømmelig styrke a la Wonder Woman, stiller fejl og mangler til skue. På balladen »Miss You More« erkender fortælleren, at savnet af ekskæresten er større end den kærlighed, der var i forholdet.
»Power« er en empowerment slagsang om en kvinde, der snyltes på af sin partner. Men det er det generationsmæssigt perspektiv, der højner sangen. Hun erklærer sin kærlighed til moren, men slår så fast, at hun må bryde mønstret og sætte sig ved spisebordet først. Ikke noget med at varte op uden betaling.
Desværre følger omkvædets træge klicheer om kvindens vinger, der ikke kan stækkes og blomster, der ikke kan visne. Alt for sjældent formår Katy Perry at gøre som den multifacetterede kvinde hun beskriver på »Power«, der karakterhugger klicheer og normer.
Hvem: Katy Perry
Hvad: »Witness«, Capitol Records.
