Karin Krog på tur i den store amerikanske sangbog

I godt selskab med den amerikanske tenor­saxofonist Scott Hamilton tegner 78-årige Karin Krog sig for tidløse fortolkninger af bl.a. Billie Holiday.

Scott Hamilton/Karin Krog: »The Best Things In Life« Fold sammen
Læs mere

Til trods for sin mangeårige status som en af Skandinaviens mest interessante jazz­sangerinder var det umindelige tider siden, hun senest havde betrådt en dansk scene, da hun under Copenhagen Jazz Festival 2015 lod sig høre i Sølyst i Klampenborg.

Heldigvis skuffede hun ikke, og endnu mere heldigvis indfandt hun og sekundanterne sig efterfølgende i et pladestudie. Og her er resultatet.

Den 78-årige norske sangerinde Karin Krog, der gennem årene har været vidt omkring i det jazzmusikalske univers, tager her på en tur i den store amerikanske sangbog efter de helt konventionelle spilleregler. Og er der så tale om en gang retræteagtig nostalgi?

På ingen måde. Vel er der kommet en kende patina på stemmen, men intonation og frasering er fortsat af fornem beskaffenhed, hvilket alt i alt giver fortolkningerne troværdighed, ja, tidløs tilstedeværelse.

Hviler i dén grad i sig selv

To svenskere, pianisten Jan Lundgren og bassisten Hans Backenroth, og den danske trommeslager Kristian Leth lægger det på én gang klippefaste og gyngende fundament, som man bare kan swinge med på fra de første takter af åbningsnummeret, den gamle traver »The Best Things In Life Are Free«.

Og så kommer Karin Krog ind med en stemme, der signalerer, at hun i dén grad har overblik over situationen og i dén grad hviler i sig selv og i dén grad kan sætte nyt liv til bedagede ord og toner.

Kort sagt – man fornemmer, at der er mange gode ting at se frem til.

Og ja, det er der også i kraft af den musiker, som Karin Krog står sideordnet med på udgivelsen, nemlig den 60-årige amerikanske tenorsaxofonist Scott Hamilton.

Han vakte som ung opsigt ved ikke at spille progressiv jazz som sine jævnaldrende, men derimod dyrke jazzens gamle dyder. Og i lighed med Karin Krog hviler han fuldstændig i sig selv, og han formulerer sig smukt og kreativt uden nogensinde at spille en tone for meget.

På egne præmisser tegner han sig for tre af pladens numre, og her er det værd at fremhæve hans eminente formidling af balladen »We’ll Be Together Again«.

Alligevel er det Karin Krog, der endegyldigt betager. Hun har hentet flere numre hos salig Billie Holiday, uden at resultatet på nogen måde tangerer kopi, dertil har den norske sangerinde format nok til at være sig selv.

Desuden viser Karin Krog i et par numre, at hun behersker den såkaldte vocalese, der handler om at sætte en tekst til jazzhistoriske soli, og i »Sometimes I’m Happy« byder hun ikke blot på tenorsaxofonisten Lester Youngs solo, men også – med egen ny tekst – på den buestrøgne solo fra bassisten Slam Stewart.

Her bliver hun mesterligt bistået af Hans Backenroth, som i det hele taget er mand for at forgylde musikken med sit stensikre, smidige og swingende basspil.

Hvem: Scott Hamilton/Karin Krog.

Hvad: »The Best Things In Life«. Stunt Records.