»Lad syndflodens vande mig bære herfra / jeg har levet en dag i Ekbátana«...
Der er erotik i Sophus Claussens digt. Erotik af den symbolistiske slags. For eksempel betyder ordet Ekbátana ikke noget i sig selv - det er bare en lyd.
Svend Nielsens musik til samme digt er også bare lyd. Håndværk uden betydninger. Men med masser af stemning. Torsdag aften sang den meget dygtige og lige så rødhårede Helene Gjerris musikken for allerførste gang. Og hun gjorde det så alle tusind tilhørere i Radiohusets koncertsal kunne være med. Komponisten trækker på samme melodi gennem tyve minutter og varierer den for hvert vers. Er det ny vin på gamle flasker? Tjo. Men også det eneste logiske.
Og tendensen fortsatte - tendensen med danske stjerner, der bare blev bedre og bedre: Henrik Dam Thomsen sidder til daglig i DR Radiosymfoniorkestret og akkompagnerer verdenssolister. I torsdags rykkede han op på podiet og spillede selv som en af slagsen.
Tænk at denne blonde yngling med fast arbejde og en lille ny på hjemmefronten kan gøre tre kvarters Dvorák så stor... Han gav en finale, man ikke hører mere åndfuld eller for den sags skyld sjovere på mange plader - næsten tværtimod. Sikkert også fordi kollegerne bagved bare lytter bedre i den situation. Lækkert, lækkert.
Og slutningen med Tjajkovskijs symfoni nummer fire blev ingen undtagelse. Her var det bare orkestrets egen chefdirigent, der kom mere tændt end nogensinde. Vel at mærke på den rolige, nærværende, selvsikre måde. Ét eneste eksempel er nok til illustration:
Ligesom i Carl Nielsens tredje symfoni begynder dette kæmpe værk i valsetakt, bare uden vals. Men efter nogle minutter sker der noget: Orkestret dæmpes, musikken går over i mol, et par melankolske blæsere gør sig klar - og så får man virkelig en vals! Det er altid et magisk øjeblik. I torsdags var det bare mere magisk end sædvanligt. Tak til de blæsere.
De heldige kan gå ind og høre gentagelsen her lørdag eftermiddag. Vi andre kan åbne for radioen. Hvilket nu aldrig bliver helt det samme.
