Johns lumske ligegyldighed

John Mayers sammenstrikning af country, blues og hjerteknuseri er lige så interessant som et slumretæppe.

John Mayer ligner måske en stor countrykunstner, men lyder ikke sådan. Foto: PR-foto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han har solgt mere end 20 millioner album på verdensplan, så den kommercielle gennemslagskraft er indiskutabel. Hans kunstneriske prægnans er derimod på niveau med et slumretæppe. Vel er han en teknisk begavet guitarist, kan skrue en melodi sammen, synge rent, men gør ingen af delene på en bare tilnærmelsesvist karakterfuld facon. Tænk bare på hans lumsk ligegyldige 2005-hit »Your Body Is A Wonderland«.

Men det lyder tilforladeligt på bilanlægget eller som baggrundsmusik i en forretning, og amerikanske John Mayer har samtidig en uklædelig – men sikkert pladesælgende – vane med at date kendissser for siden at plapre ud med indiskrete detaljer i interviews og skrive sange om dem. Således også på hans sjette udspil »Paradise Valley«, hvor han på omslaget ses i landlige omgivelser med hund og cowboyhat. Men selvom der også er akustisk guitar og håndvarme countryfornemmelser på albummet, så er der ingen sprækker i sangene, hvor lyset kan komme ind, eller nogen personlighed i spil, sådan som det er tilfældet i al god country.

Nå, tilbage til ekskæresterne og Taylor Swift som John Mayer i interviews ikke vil afvise gemmer sig i versene til »Paper Doll« om en identitetsforvirret pige »Strapped into heels that hurt«.

Gæsteoptrædenerne bedst

I »Who You Love« har John Mayer lokket sin on/off-kæreste Katy Perry med. »Some’ve said his heart’s too hard to hold/it takes a little time/but you should see him when he shines«, synger hun. Ja, skinne, dét synes Mayer uden tvivl selv, at han gør sammen med damerne, som ikke kan holde på ham.

»They call me the breeze/I keep blowing down the road«, synger han et andet sted, mens han et tredje er et »runaway train« og så videre og så videre.

At give den som utæmmelig hjerteknuser er fint nok, hvis bare ikke teksterne og stemmen var så søvnfremkaldende uinteressante, og sandheden er, at Katy Perrys bidrag er et af de mere opløftende indslag, mens minuttet og de 26 sekunder i selskab med Frank Ocean er det med afstand bedste på albummet, som blander country, blues og rock på faux-fesen vis.

Vel kan han synge rent, skrue en melodi sammen og spille guitar. Det er bare ikke nok, vel?

Hvem: John Mayer

Hvad: »Paradise Valley«, Sony

Lyt her: