Johnny Madsen tog Skanderborg

Koncert: Årets festival i Skanderborg åbnede i sol og næsten 30 graders varme til tragikomiske toner fra gendannede One Two, til interessant popmusik fra Moi Caprice og en fest fra Skanderborgs ukronede konge, Johnny Madsen fra Fanø.

Foto: Bo Amstrup/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Støvet fyger rundt i skoven udenfor Skanderborg. Naturfestivalen stinker af friture, popcornsmaskiner og ristede pølser. De titusinder af brede smil står i skærende kontrast til den silende, vedholdende regn, der for blot en måned siden truede med at lukke landets største og mest vedkommende festival i Roskilde.

Lillesøster Skanderborg kan præsentere tæt på de 30 grader, badesø og gøgl, der bl.a. giver publikum mulighed for at prøve en vaskeægte Harley Davidson på et lille podium ude på festivalpladsen.

Naturligvis er musik en vigtig størrelse på landets næststørste festival, men jeg tør ikke lægge hovedet på blokken og konkludere, at de unge horder er valfartet til en af de mere idylliske egne af Jylland på grund af musikprogrammet. Dertil har de 25.000 kortholdere for travlt med at tjekke hinanden ud ved badesøer og tivoliforlystelser.

Men det handler bestemt også om musik, og den begyndte for alvor at spille torsdag eftermiddag kl.15.00, da firserpoppens hitmagere i One Two indtog den ene af de to lige store Bøgescener.

Det tog splitsekunder for de damer Forsberg og Norby at åbne døren til en tidslomme fra firserne, og promte valfartede tusinder af ellevilde ind gennem døren og tog velvilligt del i et bal fra en svunden æra.

Rent musikalsk har tiden ikke gavnet »Billy Boy«, »Hvide Løgne« og sagaen om »Smukke Anna«, men man skulle også på Skanderborg være mere end almindeligt tonedøv for ikke at kunne høre hitværdien i den perlerække af firsertypiske skæringer, der væltede ud gennem højttalertårnene fra scenekanten. Men bedømt på en kunstnerisk skala var det cornflakes med langtidsholdbar mælk fra Aldi. Eller sagt på en pæn måde: der er heldigvis sket meget siden en Fender Stratocasterguitarsolo væltede den hjemlige musikscene.

Tiden har til gengæld været de to frontfigurer gunstig. Væk var kludene, bedstemorskoene, de alenlange øreringe og bundesligahåret fra firserne. Anno 2007 var Nina Forsberg og Cæcilie Norby trukket i mere klassiske, neutrale gevandter. Og i sandhedens time havde de to faktisk et ganske fint tag i publikum. Men i samme ombæring afslørede timen en irriterende konsekvent, dominerende vibrato fra Norby og en røst Nina Forsberg, der ikke var, hvad den var engang.

Men endnu værre var det faktisk, at One Two ikke turde bygge deres sæt på den endeløse række af hit, der skaffede dem om ikke ære, så i hvert fald mønt og en karriere. Pludselig slog de over i covers som »Sisters Are Doing It For Themselves« (mest berømt som duet mellem Aretha Franklin og Annie lennox) og Stings »If You Love Somebody Set Them Free«. Disse uendelige minutter fremstod selv på Skanderborg som et lavpunkt i nyere dansk musikhistorie.

Hvorfor der var så meget mere at glæde sig til, da Moi Caprice fra Sæby/København indtog den mindre P3 Scene ved søbadet. Med sig i bagagen havde de nogle af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet i Danmark. Desværre var jyderne på udebane blandt deres egnsmænd- og kvinder.

Normalt er Moi Caprices musik lig med nattemørke, storby og drømme uden loft og landegrænser. Tidspunkt, solskin og et mildt sagt knapt så nysgerrigt publikum, var således ikke ultimativt for de fem herrer på scenen. Hvorfor de ikke kom som den store overraskelse, at Moi Caprice endte med at spille perler for, ja, groft sagt svin.

Deres skønne, drømmende popmusik fandt kun få dedikerede lyttere blandt de godt 1.000 fremmødte. Havde de herrer startet seancen med at brage igennem med en tre-fire af deres vanvittigt iørefalde radiohits, kunne de måske have skabt en fest, men det gjorde de ikke. Og på Skanderborg kan man altså ikke forlade sig på, at publikum har tålmodighed til at man kaster »Drama Queen« og andre baskede for ulvene tre kvarter inde i koncerten. Det var for sent, og bl.a. derfor udeblev et potentielt hødjepunkt på festivalen.

Et mindre et af slagsen indtrådte næsten selvfølgeligt, da Johnny Madsen af Skanderborg indtog den ene Bøgescene i selskab med den evigt skønne guitarist Knud Møller og en omgang gyngende bluesrock, som kun Madsen kan spille den. Det vil sige med en nerve og en indlevelse, som fordrer et levet liv til kanten og langt derudover.

Madsen har spillet bedre koncerter på festivalen, men han leverede varen og skabte tillige højt humør på pladsen med sine kaskader af tørre kommentarer mellem numrene. »Jeg husker tydeligt første gang, jeg havde sex,« begyndte han, »ja, jeg har stadig kvitteringen,« og så var det værste støv ellers skyllet ud af øjnene på Skanderborgs solbeskinnede åbningsdag.

One Two, Bøgescenerne

Moi Caprice, P3 scenen

Johnny Madsen, Bøgescenerne