John Mayer er tilbage som svigermors ufarlige drøm

Amerikanerens musik lider endnu engang under hans manglende kunstneriske temperament.

Foto: Gari Askew

Brug for mere John Mayer i dit liv? Nå, ikke? Så kan du godt krybe i skjul. I løbet af 2017 vil den 39-årige lothario og guitarvirtuos nemlig udgive mere musik end nogensinde før. Men i stedet for at udgive det hele på én gang, udgives musikken i små pakker af fire numre om måneden.

På den første i rækken, »The Search For Everything - Wave One«, vender Mayer ryggen til den country- og roots-musik, han har dyrket på de seneste par plader, og vender i stedet tilbage til den velfriserede voksen-pop, som han i sin tid brød igennem med.

Det fungerer udmærket på »Moving On And Getting Over«, der smyger sig afsted på et smooth soulpop-groove med masser af diskret guitarlir, mens »You’re Gonna Live Forever In Me« er en flot Randy Newman-pastiche - desværre blottet for forbilledets satiriske bid.

Mayer vægter det pæne og behagesyge, og når teksterne samtidig er vage som et horoskop i Ude og Hjemme, ender udspillet som lidt af et musikalsk slumretæppe.

Hvem: John Mayer
Hvad: »The Search For Everything - Wave One«, Sony Music