Jessica Pratt undslipper folk-genrens nostalgifælder

Amerikanske Jessica Pratt udfolder sin særprægede androgyne stemme på »On Your Own Love Again«

Hvem: Jessica Pratt. Hvad: »On Your Own Love Again«, Drag City. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På den bittersøde single »Back, Baby« synger Jessica Pratt om en elsker, der ser tiden som en frossen ting. En idé, som umiddelbart synes relateret til den amerikanske sangerindes andet album og dets 70er-inspirerede folk-sange. For med rigeligt af sart guitar-fingerspil, psykedeliske melodier og rustikt båndsus lyder »On Your Own Love Again« umiddelbart som en nostalgisk affære.

Men den 27-årige musiker har heldigvis evner til at skille sig ud fra både forgængere som legenderne Nick Drake og Joni Mitchell og jævnaldrende beslægtede såsom Joanna Newsom og Devendra Banhart.

En af Pratts største forcer er den særprægede, androgyne stemme, hvis smidighed og kamæleonske færdigheder udnyttes til fulde på »Greycedes«. Side om side med sinperlende guitar, der til tider lyder mere som harpestrøg, spænder sangerinden ubesværet fra skælmsk barnlig vibrato til dybe toner i en faux-britisk accent.

Den samme accent dukker op på »Moon Dude«, der med tekstens finurlige referencer til vægtløshed, rulletrapper og geranier og lidt glitrende elektrisk guitar sender en hilsen til Pratts rumfikserede idol T. Rex.

De skæve indfald

De ni korte og omhyggeligt udførte numre vidner om Pratts greb om klassisk sangskrivning. Men det betaler sig, når hun tager chancer med formen. Over halvvejs inde i »Game That I Play« skifter Pratt spor fra sit sarte fingerspil til en dramatisk western-stemning, komplet med claves og vidtstrakt rumklang.

Den ellers lidt nysselige »Jacquelyn in the Background« med et sødladent »la-la-la«-omkvæd bliver delvist reddet, da Pratt sætter tempoet helt ned og bøjer strengene til en overraskende dissonans.

Skæve indfald som disse kunne »On Your Own Love Again« godt have brugt flere af. Pratts guitar og vokal er i fokus for alle albummets sange, og til trods for begges styrker sidder man tilbage med ønsket om mere variation i instrumenteringen.

»People’s faces blend together / like a watercolor you can’t remember«, synger hun på »Game That I Play«, og det er et lignende behageligt, men også lidt for udflydende indtryk, som »On Your Own Love Again« efterlader.

Hvem: Jessica Pratt.

Hvad:»On Your Own Love Again«.