Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Jeg har sagt det før og gentager det gerne. Uanset hvor mange gange, man har hørt den nu 72-årige tenorsaxofonist Jesper Thilo, er han altid i stand til at overraske, for nu ikke at sige overrumple.
Og det til trods for, at han, både hvad angår stil og repertoire, kører ud ad jazztraditionernes brede landevej. Men det er så her, han med sine autoritative og personlige formuleringer gør det »klassiske« jazztenorspil til en nutidig og nærværende størrelse. Altså jazz i ordets bedste forstand.
Derfor er det også relevant, at en 17 år gammel koncertoptagelse fra Viften i Rødovre nu ser dagens lys. Her er Jesper Thilo i selskab med Kansas City Stompers, et band, som i en menneskealder – under ledelse af klarinettisten Niels Abild – har bevæget sig mellem traditionel jazz og swingmusik.
Og i dette univers griber Jesper Thilo også sin sopransaxofon for at vise et mildt sagt sprudlende format. Han er i selskab med den svenske pianist Ulf Johansson, som virkeligt kan sit kram over en bred front, også som sanger, om end han i denne rolle godt kan blive lidt for meget.
Noget sådant sker aldrig for basunisten Johnny »Goffy« Rasmussen, der også ved denne lejlighed viser sig som en af messing-trækspillets fineste og mest musikalske udøvere.
Dertil udgøres det rytmiske fundament af to fornemme, men desværre nu afdøde, musikere, bassisten Jens Melgaard og trommeslageren Svend Erik Nørregaard. Det er dog under alle omstændigheder Jesper Thilo, som er pladens hovedrolleindehaver, og som med sin tenorsaxofon forgylder »klassiske« ballader som »Body And Soul« og »Stardust«.
Sidstnævnte er jo en smuk og udødelig sang, som da også er titelnummer på en helt dugfrisk udgivelse fra Jesper Thilo og hans faste – og fremragende – stab, pianisten Olivier Antunes, bassisten Bo Stief og trommeslageren Frands Rifbjerg.
Ja, der er bare tale om jazz af fineste skuffe. Et alsidigt repertoire, hentet fra jazzens store sangbog, fortolket helt i balance med universet – fra det blidt indsmigrende til det kontant råswingende.
I et par numre viser Jesper Thilo, at han også kan spille klarinet som få andre i denne verden, og dertil oplader han sin røst i såvel »Stardust« som »Let´s Fall In Love«.
O.k., Jesper Thilo har vel ikke som sanger sit instrumentalistiske format, men hans enkle og let naivistiske foredrag er da både troværdigt og charmerende.
Fire stjerner
Hvem: Kansas City Stompers.
Hvad: »Featuring Jesper Thilo & Ulf Johansson«. Crix Music.
Fem stjerner
Hvem: Jesper Thilo Quartet.
Hvad: »Stardust«. Music Mecca.