Jeg kunne hedde Stacey

Svenske First Aid Kit fortsætter deres varme, melodiske rejse ind i det amerikanske.

Som musiker kan man enten vælge at forfine sit udtryk eller forsøge at gå nye veje, bryde nyt land, med hvert udspil.

Langt de fleste vælger det første. Forståe­ligt nok. Det er ikke så anstrengende og måske også mere tilfredsstillende at opleve sit udtryk blive skærpet og raffineret.

Den vej synes de svenske søstre i First Aid Kit også at have valgt. Deres tredje album ligger i hvert fald i naturlig forlængelse af »The Lion’s Roar« fra 2012. Her havde Johanna og Klara Söderberg, som de hedder, arrangeret deres sange, så de også kunne fungere for et tremandsorkester på små live-scener. Altså et relativt enkelt udtryk med deres stærke stemmer som omdrejningspunkt.

Diskret udvikling

Den diskrete videreudvikling på »Stay Gold« er indlemmelsen af strygere og dermed et større klang- og følelsesrum. Som i åbneren »My Silver Lining«, der med sine strenge giver mindelser om både Lee Hazlewood og Harry Nilssons dansende »Everybody’s Talkin’« – i halvt tempo.

Søstrene er i det hele taget fascineret af amerikansk kultur. Ikke kun musikalsk, hvor country og folk er afsættet, men også i teksternes billeder og navne. »I could move to a small town and become at waitress/say my name was Stacey«, lyder det et sted og til at skabe udtrykket har de som på forgængeren fået assistance fra Mike Mogis, der tidligere har produceret og spiller med kvalitetsnavne som Bright Eyes, Rilo Kiley og Rachael Yamagata (hov, hvad blev der egentlig af hende?)

Resultatet er som sidst melodiske, gyldentonede sange, der klinger af ungdom og vemod. Men hvor nogle album kræver fuld opmærksomhed, er »Stay Gold« af den type, der også er velgørende at lytte til, mens man arbejder eller vasker op. Ikke fordi sangene mangler nødvendighed eller er farveløse, slet ikke, men fordi de er gjort af et varmt, venligt og nynbart stof. Fra den pianoblå »A Long Time Ago« til »Heaven Knows«, hvor tempoet skrues op, så man får lyst til at danse i træskoenes halm.

Her som alle andre steder er det Söderberg-søstrenes harmonier, der for alvor rammer og adskiller dem fra så mange andre på den såkaldte indie-folk-scene. Rystende godt er det ikke, men vellydende og sympatisk – og med smagen af engang, hvor alt ikke var e-numre og smagsforstærkere.

Hvem: First Aid Kit.

Hvad: »Stay Gold«, Sony Music.