»Jeg kan vinde med grupperne«

X-factor dommer Pernille Rosendahl håber at få lov at arbejde med den ellers frygtede kategori, grupperne.

Pernille Rosendahl, Thomas Blachman og Cutfather er de tre dommere i denne omgang X-Factor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det plejer at være kategorien, som alle frygter.

Den, der med garanti kræver mest arbejde, og hvor talentmassen er så lav, at det kun er lykkedes én eneste gruppe at nå hele vejen til finalen.

Men for første gang i den danske X Factor-historie er gruppekategorien pludselig kommet i høj kurs.

- Jeg er blevet fuldstændig ramt i år. Jeg har virkelig følt mig inspireret igennem audition-forløbet, lyder det fra Pernille Rosendahl, der lørdag aften i det tredje X Factor-program blev så begejstret over de mange fremmødte grupper, at hun højlydt ytrede sit store ønske om at få kategorien under sine vinger.

Potentiale i år

- Jeg føler, at jeg har mest at give grupperne. De fleste har en forestilling om at stå i rampelyset alene. Men jeg kan virkelig forstå dem, der foretrækker at være en gruppe. Jeg har altid selv været i et band, siger hun og påpeger, at hun ikke er den eneste dommer, der i år krydser fingre for grupperne.

- Det er syret, for det har historisk set været den sværeste af de tre kategorier. Og det plejer at være de unge, som vi dommere er vildt tændte på. Men der er noget potentiale i år. Og sådan tror jeg, at vi alle tre dommere har det, siger hun.

Inspiration er den bedste motor

Det er især gengangerne Rudi og Jacob samt de to rødhårede tvillinger, der har begejstret Pernille Rosendahl.

- De er begge vidunderlige. Men i det hele taget er der mange gode og samlede grupper, som ikke bare har sunget sammen i tre dage. Og det er vigtigt, hvis en gruppe skal slå igennem, siger hun og fortæller, at hendes mavefornemmelse siger, at hun kan nå hele vejen med kategorien.

- Inspiration er klart den bedste motor for at nå langt i den her konkurrence. Og grupperne har virkelig inspireret mig, siger hun.

Det er først på fredag, at DR afslører, hvilke dommere, der får hvilke kategorier.