Tina Dickow åbner døren og smiler undskyldende med en tandbørste i munden. Det er tidligt, halv ni, hun har selv valgt tidspunktet. Men det blev sent i går, i nat. Hun viser ud i køkkenet i den store stuelejlighed på Østerbro, hvor hun har boet i knap et år siden hjemflytningen fra otte turbulente år i London og på verdens landeveje. Hun serverer kaffe og tebirkes i den tilstødende spisestue. Der er møbler, der er bøger, reoler, lamper. »Men ingenting på væggene,« bemærker hun. Det er der ganske rigtigt ikke. Hun bilder sig ind, siger hun, at så længe der ikke hænger billeder på væggene, er hun ikke rigtig sat og kan forlade matriklen med guitaren under armen hvert øjeblik, det skal være. At den følelse fylder endog rigtig meget hos den snart 33-årige sangerinde og sangskriver, efterlader de næste to timer denne tirsdag morgen ikke den mindste tvivl om.
Følte du dig aldrig fanget i ensomheden, eller en følelse af at du i grunden jagtede din egen hale?
»Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg får et liv, hvor der er nogle perioder, hvor jeg ikke er her to måneder her og tre måneder dér. Det er ikke nemt for mig bare at være her. Det har været svært at flytte hjem og føle mig hjemme, og det har overrasket mig meget, fordi det jo er Danmark og København, og jeg kender jo godt København. Men det føles lige så fremmed som alt mulig tandet.«
Kaffen skænker vi selv, mens Tina Dickow fortsætter:
»Men der er sket noget med min hjemflytning. Og det er helt klart mentalt. Det med at have et sted at høre til, det har jeg ikke haft i mange år, og det har jeg heller ikke villet. Jeg har insisteret på at ville forsvinde ud i verden og fare vild. Og på den måde ophæve mit jeg i musikkens navn. Jeg har ikke været forpligtet på noget som helst over for nogen. Der er ingen, der har forventet noget af mig, og det har der været noget fantastisk befriende i. Nu hvor jeg bor her, er jeg nødt til at forholde mig til en hverdag, til mennesker, til små ting. Noget håndgribeligt og kedeligt. Rutine, samlebånd, gentagelsen, den har jeg ikke haft så meget i mit liv.«
»Hvordan vil du have din tebirkes,« spørger hun og skærer sin over i to halve oppefra og ned. Samme snit lægger hun på mandag, hvor opsamlingspladen »Welcome Back Colour« summerer op på de første ti år af Tina Dickows pladekarriere. Også den er delt i to halve, en akustisk, stille og følsom og en elektrisk og mere dramatisk. De omkring 80 sange, hun hidtil har udgivet, som mestendels er båret af længsel, ofte efter alt det hun selv valgte fra. Helt bevidst.
»Det var helt klart noget, der skulle prøves af, og det var sindssygt inspirerende, ideerne kom hele tiden. Men det er klart, at de år også var en flugt fra det, som jeg skal til at møde nu, altså den dér kød og blod-hverdag. Det var en flugt fra stilstand. Og fra det faktum at livet er kort og tiden går. For det mærker man jo virkelig, når man lever med en hverdag. Hvis man begynder at få for travlt med at drikke kaffe og hygge sig, så he det er det, der er farligt ved det her liv herhjemme.«
Jeg afbryder: »Altså, det alle andre gør?«
»Ja.«
London - min øde ø
»Det var faktisk ret sent, at jeg begyndte at have det sådan. Jeg har virkelig været meget målrettet i de første mange år. Jeg fik meget succes med »Count To Ten«-pladen i 2007, og da gik det op fra mig: »hvad så, hvor skal jeg så hen?« Alle anmeldelserne var tiptop, skal man så leve op til dem resten af sit liv hvert andet år med en mere? Det var der, jeg begyndte at vakle lidt i min mission, fordi jeg syntes, at det så meget svært ud. Dér fik jeg lyst til at bryde rammerne lidt,« svarer Tina Dickow og børster krummer af de løse, forvaskede joggingbukser.
»Jeg begyndte også at føle mig fanget i London. Jeg ved ikke, hvorfor det var så svært for mig at komme væk fra det, men det var det. Det var fandeme en stor beslutning. Jeg opsøgte ingen social omgangskreds derovre, også fordi jeg rejste så meget. Jeg var ikke sådan en, man ringede til fredag eftermiddag og spurgte: »Hvad skal der ske i aften?« Alle har vidst, at jeg var der nok ikke. Så alt har skullet ske på mit eget initiativ, og oftest har jeg ikke taget det initiativ. For det var også rart nok at sidde lidt for sig selv. Det var faktisk sådan, at jeg i vid udstrækning brugte London som min øde ø, mit helle. Det var nogle lange dage, bare spadsere rundt og føle sig i live og sidde og skrive på de få cafeer, jeg havde udset mig. Musikken var hele tiden med. Men det er også, fordi sangene trængte sig på. Jeg har simpelthen fastholdt mig selv i et liv, hvor ideerne væltede ind over mig. I det spænd mellem at være væk, aldrig falde til ro, hele tiden på farten, selv når jeg var derovre. Og det er bare et sindssygt inspirerende sted at være. Der var hele tiden noget at længes efter. Det har været nemmere at skrive sange om tingene fra min udkigspost.«
Jeg har jo lyst
Fik du det ud af din rejse og det første kapitel i din karriere, du ville?
»Ja, når jeg kigger på mit sangkatalog, så er jeg kommet rigtig langt omkring inden for det område, jeg har kigget på indtil nu. Jeg synes godt nok, jeg har fået meget fra hånden i de år. 80 sange eller hvor mange det nu er. Da jeg flyttede til London, var det eneste saliggørende at få en verdensomspændende pladekontrakt. Det var det, jeg gik efter. Og fik kortvarigt med Sony. Og sidenhen har jeg været i stald hos Universal i Tyskland. Mens jeg har været væk, har jeg jo ikke kunnet forstå de danske musikere, der blev her og ikke gjorde noget ved det - som var blevet for magelige efter at være blevet en stor fisk i en lille dam. At de så ikke havde lyst til at starte fra bunden et andet sted. Det har jeg jo aldrig haft noget imod. Det har holdt mig på tæerne. Men man bruger også meget tid, hvis man skal forsøge at spille alle lande op fra slap hele tiden. Det har været rigtig hårdt. Men jeg har også elsket det, det er fedt at kunne tage ud til fremmede byer, og så står én med mit navn tatoveret på sin hofte. Og de reaktioner, der har været derude, har tit været endnu stærkere, fordi de altså har opdaget det her musik fra Danmark. Der er mange sejre for mig i udlandet, som ikke ser ud af noget for andre målt i forhold til den succes, jeg har i Danmark. Det er jo fantastisk, at der står nogen i Seattle og synger med.«
En vidunderlig følelse
Men selv i USA bliver det hverdag, ikke?
»Jo, men jeg gør det stadigvæk af lyst, og det er det også nødt til at være. Det er ikke en karriereting, så ville det være bedre at blive ved med at ramme L.A. og New York. Men jeg har fået en tilknytning til de folk og de byer, jeg har været i. Det er blevet en del af mit liv, at jeg har et forhold til San Francisco. Det er mit arbejde, som jeg kender det..., det er en følelse af noget dybere..., nej, jeg ved ikke engang, hvad jeg vil sige med det. Jeg kan også lade være, men jeg har jo lyst. Mere lyst end til at sidde og drikke kaffe nede på hjørnet. Det er både intenst, poetisk og livsbekræftende at rejse og stå på en scene. Det er det modsatte af at køre fast. Jeg tror stadigvæk, at det er en større del af mig, end det her er. Jeg er stadigvæk bange for at sidde stille, lade tiden gå og dø i den sidste ende.«
Fik du nydt din succes undervejs?
»Den måde, jeg har nydt det på, var ikke så meget med en flaske champagne. Mere en dyb tilfredsstillelse, en vidunderlig følelse af at blive forstået og anerkendt. Og det kan jeg huske - hvordan det begyndte at sprede sig som en umiskendelig ro i min mave, som ændrede mit liv. For en fire år siden var det. Folk forstår mig og gider mig godt. Det er også en af grundene til, at jeg har skrevet så meget, som jeg har. For jeg har virkelig følt, at der har været modtagere til det. Jeg skriver ind i en sammenhæng og ind i et fællesskab. Det kan godt være, det lyder indbildsk, men sådan føles det. Jeg ville ikke kunne arbejde så meget, hvis jeg kun skrev for mig selv.«
