Jean-Michel Jarre er måske mere end noget andet kendt for sine megakoncerter. Ren maksimalisme foran millioner af mennesker. Guinness Rekordbog-stort. Hans største kunstneriske bedrift er dog af ret minimalistisk tilsnit.
Vi snakker naturligvis om debutpladen »Oxygene«, der med sin simrende melodiøsitet lød som en besked fra en knap så truende fremtid og var blandt de første virkelig populære electronica-plader. Pladen udkom i december 1976 og ligesom ved 20-års jubilæet i 1997 udsender Jarre nu tyve år senere endnu en opfølger i form af »Oxygene 3«.
Om han har lavet pladen udelukkende på gammelt analogt grej, skal jeg ikke kunne sige, men stemningen og byggeklodserne er i hvert fald velkendte: Pulserende synth-arpeggioer, ambiente synth-pads, blidt hvæsende hvid støj, stedvise programmerede trommer uden synderligt meget krop.
Det er meget fint alt sammen, Jarre mestrer den her lyd til fingerspidserne, men det ville være synd at sige, at »Oxygene 3« lyder som fremtiden.
Hvem: Jean-Michel Jarre
Hvad: »Oxygene 3«
