Jazzhouse lukker grundet vandskade

Oversvømmelsen i Copenhagen Jazz House den 2. juli har vist sig at være langt mere alvorlig end først antaget

Foto: Mads Nissen

Det skybrud, der den 2. juli ramte København, har fortsat alvorlige konsekvenser.

På selve aftenen stod koncertsalen i Copenhagen Jazz House under vand, men den finske saxofonist Juhani Aaltonen og hans band spillede en lille erstatningskoncert oppe i caféen, og allerede aftenen efter var vandet fjernet, således at jazzhuset kunne gennemføre det planlagte Copenhagen Jazz Festival-program.

Skimmelsvamp

Desværre har det nu vist sig, at gulvet tog så alvorligt skade, med blandt andet skimmelsvamp-angreb, at jazzhuset nu med øjeblikkelig virkning må aflyse alle forestående koncerter.

Copenhagen Jazz House vil torsdag udsende en officiel meddelse om skaderne og tidshorisonten for udbedring og genåbning.
Alle, der har købt billetter via Billetlugen, vil snarest få besked om aflysning og tilbagebetaling.