Jazzen har englelyd

De to pianister, danske Michael Sunding og norske Bugge Wesseltoft, byder på musik til højtiden - med mere

Foto: KjFr

Michael Sunding

The Melodies 0f Nordic Christmas

**** (4/6)

Music Made Possible

 

Bugge Wesseltoft

Everybody Loves Angels

***** (5/6)

ACT Music/Jazzcup

Hvordan er det nu? Har jul og jazz noget med hinanden at gøre? I hvert fald er en afgørende forskel, at førstnævnte – med tilhørende melodier – er udpræget sæsonbestemt.

Klart sagt kan man sagtens trække jule- musikken ind i det jazzmusikalske univers, på samme vis som man kan tage en hvilken som helst melodi under så kærlig behandling, at den bliver til jazz eller det, der ligner.

På årets julejazzfront finder man pianisten Michael Sunding, der ikke blot er jazzpianist, men en mangesidig og meget erfaren musiker, som selvfølgelig også kan give julen et personligt fingeraftryk.

Som det var tilfældet på hans forrige og fremragende CD, hvor han spillede værker af Carl Nielsen, bliver han også her bistået af bassisten Mads Vinding, hvilket sikrer musik af uomtvisteligt høj kvalitet.

Parret lægger ud med »Maria gennem torne går«, som er en tysk folkemelodi og samtidigt langtfra den mest udpinte danske julesang, hvorfor den måske af samme grund står sig godt og flot i sit eget mol-melankolske univers.

Med »Dejlig er den himmelblå« er vi straks ovre på den basalt julede bane, og selv om fortolkningen er ganske inciterende, er det generelt, som om disse meget kendte juleværker ikke for alvor giver mening i jazzregi. En undtagelse er dog helt klart en herlig calypso- udgave af »Santa Maria«, ligesom den fornemt fabulerende version af »Glade jul« er ganske fascinerende.

Albummet afrundes med to versioner af Michael Sundings egen »Rundt om træet, rundt i ring«, én med kor og én blot med akkompagnement – til inspiration og fri afbenyttelise ude i de små hjem.

Men julestemning er jo mange ting, og for 20 år siden udsendte den norske pianist Bugge Wesseltoft soloalbummet »It’s Snowing On My Piano«, som siden har været topsælger hos det tyske pladeselskab Act Music. Nordmanden er endvidere blevet verdensberømt for sine electronica-projekter »New Conceptions of Jazz«, men her er han tilbage ved flyglet – ganske alene i LofotKatedralen. Og her handler det om engle, som jo er en ikke uvæsentlig del af julen, uden at albummet dog på nogen måde bliver sæsonbetonet.

Det er musik, der gør godt, når som helst man har brug for indre ro og universel balance, selv om vi på ingen måde er ovre i noget harmløst new age. Bugge Wesseltoft er musikkunstner, og han tager sig den tid, som han føler, musikken skal have, når han dykker ned i de melodier, han har fundet relevante.

Det virker selvfølgelig oplagt med noget Bach og noget Weyse, men det er vel ikke umiddelbart forventeligt med noget Jimi Hendrix, Bob Dylan og Rolling Stones. Men her bliver man overrasket. For »Angel«, »Blowing in the Wind« og »Angie« bliver – sammen med albummets øvrige materiale – til en følsom og spirituel rejse.

En rejse, der afrundes på smukkeste vis med Beatles-klassikeren » Let It Be«. Ja, lad det blot forblive sådan.

the melodies of nordic christmas cover Fold sammen
Læs mere

everybody loves angels cover Fold sammen
Læs mere

Engel - fra Brugsen 1997 Fold sammen
Læs mere
Foto: METTE MARIE KJÆR.