Det føltes næsten som i går. Men der er ikke desto mindre gået tyve år siden Jamiroquais popularitet peakede med et sammenskudsgilde af funk og diskopop tilsat en knivspids soul hér og lidt acid jazz dér. Fra efteråret 1996 og henover vinteren 1997 var det succesalbummet »Traveling Without Moving« og i særdeleshed de to MTV-roterende hitsingler »Vitual Insanity« og »Cosmic Girl«, der sendte bandet med den karismatiske funkboheme Jay Kay i front op i poppens millionsælgende superliga, hvor de så befandt sig en stund.
Gruppens lige dele teknologifascinerede og -skeptiske genrefusion lød dengang som et dansabelt lydspor til en ikke så fjern millenniumfremtid, hvor internettet ville komme til at sætte dagsordenen. Her frembragte Jamiroquai en kæk popfuturisme, der ublu lånte fra fortidens mest groovy musikalske kilder: Herbie Hancock, Chic, Parliament, Stevie Wonder osv. Og med sine smooth glidende dansetrin, som blev foreviget i Jonathan Glazers kliniske musikvideo til »Vitual Insanity«, et arsenal af fjollede hatte, en udtalt glæde for fniseurt samt en hang til dyre årgangssportsvogne fremstod den fartglade rumcowboy Jay Kay som både afslappet og eksklusiv. Nede på jorden på en jetsetagtig måde. En popstjerne til tiden, der mestrede balancen mellem neohippie-coolness og masseappel.
Men også popfuturisme ældes. Og ikke entydigt med ynde. På orkesterets 8. album »Automaton«, deres første siden 2010, fremstår Jay Kay og slængets engang så fremsynede diskofunkede pop som et spagt ekko af fortiden. Som tidslommemusik, der, bevares, stadig glimter momentvis med sporadiske hooks og enkelte fængende melodier, men som overvejende lyder som et Jamiroquai med automatpiloten aktiveret. Som en gruppe, der uden større succes forsøger at frembringe fordums magi.
Briterne har ikke ændret stort på den musikalske formular. De lyder grundlæggende som sig selv. Alligevel virker sange som den knap så forfriskende »Superfresh«, den gumpetunge robotfunk på »Hot Property« og den sløvt boblende »Vitamin« sært vitaminfattige og anonyme.
Så står det straks lidt bedre til på det maskinelt boogie-blippende titelnummer og på »Dr. Buzz«, som med sit syresimrende groove, sine hypnotiske tablas og en kitschet saxofonsolo er herlig udkokset kosmofunkpop, der synes beslægtet med franske Daft Punk, et band, der ironisk nok med tiden har overtaget Jamiroquais status som den retrofuturistiske pops fremmeste eksponenter. Her formår Jay Kay og rødderne at redde lidt af æren, så man trods alt ikke helt glemmer, at deres hvidmandsfunk engang spandt som en toptunet Lamborghini Diablo.
Hvem: Jamiroquai
Hvad: »Automaton«, Virgin EMI
