Der er de som hævder, at rocken har det svært. At den tidligere ellers så rebelske størrelse er blevet tam og har vanskeligt ved at nytænke sig selv. Sidste postulat er der måske noget om. I hvert fald er det efterhånden længe siden, at vi har hørt et decideret nybrud inden for genren.
Men selvom den har svært ved at genopfinde sig selv, er der stadig folk, som formår at sammensætte rockens allerede forhåndenværende byggeklodser på vital vis. For eksempel den produktive californier Ty Segall, som gennem det sidste årti har smid den ene skarpskårne rockskive efter den anden på gaden.
Segalls nye selvbetitlede album er ingen undtagelse. Her trakterer han med en intens og velspillet el-spade-fest, hvor hans og backingbandets gnistrende garagerock er lige så beskidt og primal på hårde børster som »Break A Guitar« og »The Only One«, som den er ambitiøs og melodisk på den langstrakte og udkoksede tour de force »Warm Hands (Freedom Returned)« og den Elliott Smittske ballade »Orange Color Queen«.
For Ty Segall lyder rocken sjovt nok stadig ret ubesværet.
Hvem: Ty Segall
Hvad: »Ty Segall«, Drag City
