Længe inden verdens mest berømte firkløver i genren for rock, røverhistorier og bedstefædre trådte Parken under fode, var den svale, københavnske aftenbrise ladet med positive reggaevibrationer fra opvarmningsbandet Toots and The Maytals reggae og en syrlig em af fadølsånde, popcorn, brankede stadionslanger og 45.000 mindst lige så varme, solristede publikummer.
Det smukke syn fra siddetribunen ud over det spraglede menneskehav på den plasticbelagte plæne afslørede en aldersfordeling med hovedvægten lagt på rutine og vellevned. Kaskader af minder om timerne med Keith og co. fra deres maratonrække af 17 koncerter på dansk grund siden 1965 og pladernes uvurderlige betydning for klimaet og det åndelige rum på diverse ydmyge kælderværelser landet rundt i samme periode, blev luftet i hver en krog af den grå betonmasse. De rutinerede nikkede indbyrdes og indforstået mens repræsentanterne fra både den yngre generation og den helt unge generation mest af alt så ud til høfligt at bære over med, at de måske i virkeligheden var alderspræsidenter denne aften.
I to år har Stones turneret verden tynd. Og selvom briternes store brag i Horsens for godt et års tid siden på plakaten er blevet til et endnu større i Parken, er scenariet det samme. Eneste forskel er faktisk, at billetterne denne gang koster op til det tredobbelte.
Rygterne om en såre skidt og uinspireret indsats ved tidligere koncerter i både Helsinki og Göteborg, hvor Keith Richards angiveligt skulle have båret rundt på en ødelæggende vodkabrandert, havde bredt sig som en steppebrand i den danske presse op til koncerten. Men hvad havde man ventet? Er den herre ikke netop selve definitionen på rocknroll og myten om evig ungdom til kanten og lidt længere. Er det ikke netop hele verdens Keef, som trods blodtransfusioner og stædige misbrugsgener i alle farver, i enhver fysisk tilstand kan hive i sine elektriske hegn så primalt som ingen andre? Hverken Stones eller rocknroll som altfavnende begreb er eller skal være tilforladelige størrelser. Det er farlige sager ikke kan byttes i Brugsen. Take it or leave it til stjernerne segner eller lad være med at løse billet.
Lidt over halv ti begyndte røgen at sive ud under de gigantiske scenetårne til øredøvende jubel. Parken var klar, og det samme var Mick, Keith, Ron og Charlie, der entrede gigantscenen til kanonbrag så høje, at Tivolis fyrværkerimester må ligge søvnløs af misundelse ugen ud. Og så, »Start Me Up«. Mick i rød læderjakke og med linjen »You make a grown man cry« på læben. Bag ham Keith i sort, kropsnært punkoutfit. Rockmusik har ingen alder mine damer og herrer, ingen. Men den har nerve som intet andet på planeten.
To vers og et omkvæd senere havde mægtige Mick Jagger betrådt samtlige scenens kvadratmeter. »Hej Dænmarg, dæær got ad vær tilbie æfder kån et år,« fremstammede den dansende supersprinter og fortsatte sit charmetogt: »Did anyone here come to the show a year ago at Husens, yeah, we remember it very well.«
Stones skylder om ikke alt så i hvert fald så godt som alt til den moderne amerikanske musiktradition, især de hæsblæsende landevejsriddere: rhythm & blues-musikerne. Men også countrymusikken fra guds egen landevej fik denne aften et ganske elegant vip med foden i en smukt turneret »Dead Flowers«. Genreræset fra øst til vest fortsatte med den klassiske ballade »Ruby Tuesday«, som de ifølge Berlingskes korrespondent sang med på så langt væk som i Hellerup. Endnu et gearskift med den gyngende R&B-base »Can You Hear Me Knockin«, som blev spillet næsten flabet, stilsikkert hjem af skødesløse guitarer, dæmoniske kantslag fra Charlie Watts og en besnærende mundharpe fra Jagger. Når Rolling Stones leger og hygger sig, så lyder det sådan. Og troede man Stones rullede ind med deres 300 tons og 200 mand for pengenes skyld, så leverede disse stive syv-otte minutter modargumenter nok til en retssal.
Tilbage i rockens univers. Denne gang fyrede Stones, især Cool Keef, op under »Tumbling Dice.« Hvor han nød det, den gamle med det furede ansigt. Det samme gjorde vi, imens Jagger på dansk! introducerede bandet til publikums udelte begejstring, som kun steg og steg i takt med at først Ronnie Wood, dernæst Charlie Watts og sidst men ikke mindst Kaptajn Keith blev råbt ud. Richards smilte lidt genert tilbage og trådte ind bag mikrofonen til en forsigtig »You Got The Silver«, båret af sagte klaver og Ronnies hjertensskærende western-slide. »I Wanna Hold You« har aldrig væltet verden, og den væltede heller ikke Parken denne vidunderlige sommeraften i rockens København.
Stones er bedst, når de roder med materien, med urkraften i deres perlerække af udødelige melodier med en storflirtende Mick Jagger på vokaloktan. Stående på en fem x fem meter klejn scene, som blev kørt ud i midtercirklen blandt folkedybet begav Stones sig netop ud, hvor de til enhver tid kan bunde. »I Miss You«, »Its Only RocknRoll«, »Satisfaction« og »Honky Tonk Women«. Så kan man ikke forlange mere. Det ellers forbavsende, tøvende publikum trodsede for en gangs skyld tyngdeloven og fløj anerkendende op af sæderne og stemte i ad fulde halse. At tænke sig at spille på sådan et bagkatalog af magiske sange og tilmed på en måde, som var det første og sidste gang! Hatten af.
I takt med nattehimlens komme gik koncerten fra fantastisk til formidabel. Og den toppede med det livsensfarlige rocknummer »Paint It Black«, der blev afleveret som en huskekage af en lektion, ikke bare til publikum, men til samtlige rockhistoriens opkomlinge. Det er tæt på at være det bedste nummer, Stones nogensinde har sendt ud igennem et sæt højttalere. De »bedrevidende« kan komme med deres Bono, deres Elton, med samtlige tøsedrenge, men I.N.G.E.N. mestrer det her som Stones, når det kører. Nobody.
To rystende timer i Paradis, iklædt nerve, intensitet og primal energi. Gennemsnitsalderen på scenen var 63,5 år. Mageløst.
