Ingen dans på Rosa

Jakob Dylan, Ziggy Marley, Julian Lennon. Listen med børn af store musikpersonligheder, som siden har forsøgt sig som sangere og sangskrivere, er lige så lang, som den er ujævn. Og det er i grunden synd for dem. På den ene side har de jo ikke rigtig andet valg end at gå i forældrenes fodspor, idet de er vokset op med musik på snart sagt alle sider, men samtidig er de dømt til at skuffe, når de uvægerligt sammenlignes med deres ophav. Nu er det så Naja Rosa Koppel, som forsøger at vikle sig ud af den gordiske knude, som mor Anisette Koppel og far Thomas Koppel har bundet. De to var som bekendt centralnervesystemet i Savage Rose, og her fungerede Naja Rosa som korsanger, og derfor er det heller ikke så underligt, at hendes fraseringer ind imellem minder om moderens, ligesom den smidige stemme med de let røgede kanter også trækker tråde til den barfodede mor. Musikken er heller ikke så langt fra, hvordan Savage Rose ville lyde, hvis de var et ungt band i dag. På det selvbetitlede album veksler Naja Rosa - sådan må man jo næsten hedde, når man er datter af de to - således ubesværet og sømløst mellem blues, soul, gospel, jazz og rock i overvejende organiske og håndspillede arrangementer. Swingende og svingende Bag sig på albummet har debutanten den glimrende guitarist Rune Kjeldsen samt tre andre musikere, der leverer de blødt svungne melodier med solid og skridsikker professionalisme. »Set It On Fire« og »Winds Are Changing« hedder et par af samarbejdets stærkeste stunder, og her løfter forløbene sig omkring Naja Rosas stemme og smukke, smukke refræner. Andre steder på det ti numre lange udspil er materialet dog anderledes mådeligt - i såvel melodisk som tekstlig forstand - og det kan hverken frontkvinden eller backingmusikerne råde bod på. Debutalbummet ender derfor som et lovende, men også let frustrerende møde med en datter af to legender. Velsyngende, varm, vital, men stadig med stemmen lige midt i en knude, som stadig synes gordisk.