De fleste burde lade være med at skrive sange på dansk. Vores sprog har nemlig en tendens til at falde som en våd klud mod et betongulv, når det kommer i hænderne på de forkerte – og dem er der altså rigtig mange af på den hjemlige musikscene.
Men Kenneth Thordal har i sine bedste øjeblikke et fast greb om modersmålet og kan bruge det, så dets poesi og slagkraft bliver tydeligt for enhver, der gider lytte.
Dem har der dog ikke være så mange af gennem årene, hvilket skyldes, at Thordal – for nu at sige det som det er – er noget bedre med ord end med melodier og arrangementer.
»Fald nu ned« er i den henseende et typisk Thordal-udspil, hvor 12 sange byder på et ikke videre prægnant melodimateriale og på instrumenteringer, som trækker lidt på pop, lidt på rock og indimellem på kabaret. Midt i numrene står hans stemme, som gør sig i en halvt henslængt, halvt inderlig stil og har meget at takke versene for.
»Vi sander til/I ting vi tror vi skal og tror vi vil« er nogle af de linjer, der sætter sig. Det samme gør hele teksten til den midtvejskriseklingende »Stakkels Kenneth« – der i øvrigt er titlen på det stykke, Thordal har skrevet og spiller hovedrollen i på CaféTeatret.
Men at albummet savner musikalsk schwung, mærker man, når det for en kort stund er der, nemlig i den fine »Klokken«. Her synger Thordal en afdæmpet og på én gang romantisk og resigneret duet med Søsser Marie Louise von Bülow. Stemmerne, de blå tangenter og teksten om to sjæle i nattelivet er ganske enkelt en fortrinlig forening af melodi, arrangement, stemmebånd – og tekst.
Gid der dog var mere af den slags lykkelige møder hos Thordal.
