Gud er stadig med ham, kærligheden er stadig med ham, med Bono. Tilmed endnu mere end tidligere.
Langt fra alle linjer er lige så kønne, begavede og åbne for tolkninger i retning af den verdenspolitiske dagsorden som »Stop helping God across the road like a little old lady« fra »Stand Up Comedy«. Der også musikalsk lander rimeligt takket være det møgbeskidte, elastiske rockriff, som the Edge har skabt ved at stjæle fra dels Led Zeppelins Jimmy Page og fra sig selv anno »Zooropa«.
Bono har jo netop i årtier, både egenhændigt og sammen med både stjerner, vandbærere og politikere, været med til at sætte og præge den globale dagsorden, især indenfor emnerne religion og bekæmpelse af fattigdom i den tredje verden. Men i modsætning til sine unge år, har Bono gennem sine mange samtaler med verdens politiske ledere og deres kolleger i oppositionen erfaret, at dogmer, paroler og fordømmelse sjældent åbner kasser endsige skaber en fælles front i en højere sags tjeneste.
Så han vælger at tie. Besynger det ligefrem direkte i »Get On Your Boots«, (i øvrigt et andet prima eksempel på, at the Edge har haft ørerne i den store Page-samling): »You don’t know how beautiful you are/That’s someones stuff they’re blowing up/We’re into growing up/Women of the future/Hold the big revelations/I got a submarine/You got gasoline/I don’t want to talk about wars between nations/Not right now«.
Mere politisk (end apolitisk) bliver han ikke på U2’s 12. studiealbum. Æret være den beslutning, det havde ikke bare været unødvendigt og uværdigt, det havde været politisk harakiri at rette sværd af ideologiske eder mod de af verdens næver, som slår blødere slag end Bono selv. Så firebandens millioner af tilhængere må nøjes med kærligheden. Som her er katolikken Bonos altoverskyggende svar på tiltale. Mestendels er Bonos pen desværre for banal, i grunden uinteressant. Men stedvist får de alligevel vinger af hans vokal, som bærer lidt af den ild og begynderarrogance, fans og fæ har elsket siden U2-æraens første vår.
Så er der anderledes interessante ting at hente i musikken, selv om de helt store nyheder og stilskift udebliver. Med lydmagerne Eno og Lanois som de primære rorsmænd og populærformidleren Lillywhite som fanfilter, drager U2 fremdeles for tredje album i streg på en tour de force på rockens midtbane. Ikke overraskende er grundtonen båret af pitstops i deres eget katalog.
Eksempelvis klinger et track som powerballaden »Magnificent«, som var den skrevet til »The Joshua Tree«. Andre steder er nuancerne flere, som i »Moment Of Surrender«, hvor Enos tangentklange og Lanois’ elegante farveladelyd leverer et religiøst, nærmest selvstændigt messende forlæg for Bonos desperado-vokal.
Men alt i alt er det ikke det U2, man kunne have håbet på ville eksplodere i uomgængelige musikalske kaskader af lige dele ørehængeri, skarpe kanter og voldsomme knaster.
