Når selveste The Igster aka Iggy Pop har dem som nogle af sine yndlinge, og fire skoledrenge fra en friskole på Østerbro får internationale musikmedier til at gå i selvsving og udråbe dem som den nye frelse, så bør man lytte efter en ekstra gang.
Hypen omkring det danske band Iceage er kun gået én vej, og det er op, lige siden debuten »New Brigade« blev udsendt i 2011. »Det vigtigste danske album siden Klichés »Supertanker««, skrev musikblandet Soundvenue dengang, og da bandet sendte efterfølgeren, »You’re Nothing«, ud, fulgte alt fra NME til The Rolling Stone nok engang op med masser af international ros og stjerner.
Alt sammen fuldt ud fortjent, for især »New Brigade« med dets rastløse postpunk viste en hidtil uhørt energi i ny dansk musik og kom således også til at virke endnu mere eksplosiv. Det geniale ved »New Brigade« var primært, at drengene i Iceage tydeligvis ikke havde meget begreb om, hvad de havde gang i. De spillede bare. Vildt og inderligt.
Det har de så til gengæld fået med det nye album »Plowing Into the Field of Love«, hvilket paradoksalt nok er det største problem. Tidligere gjorde de det bare, og dermed opstod den urkraft, som man ikke kan tilegne sig på anden måde. Nu er der pludselig en tanke bag hvert et nummer, og det gør albummet mindre umiddelbart og spontant, men også mere spiseligt.
Med »Plowing Into the Field of Love« forsøger Iceage at trække musikken i en ny og – vil nogle mene – mere kompromissøgende kurs, hvilket helt sikkert er nødvendigt, hvis man ønsker at nå ud til et større publikum end hidtil.
For det kan godt være, at verdenspressen har været oppe at ringe over Iceage, men deres populæreste nummer, »Ecstacy« fra »You’re Nothing«, har blot lidt over 350.000 afspilninger på Spotify, og det er ikke meget for et band med SÅ gode anmeldelser. Der skal noget mere til. Også selv om man dermed slår en flis af det, der er hele bandets udgangspunkt. Den punkmusik, der har haft en direkte pipeline tilbage til 80erne.
Rigtig kurs
Jeg synes, den nye kurs er rigtig. Punken har ikke behov for at blive genopfundet. Denne romantiserende omklamring af fortiden er kedelig og imod hele genrens DNA.
Til gengæld får vi så noget, der minder om det, men også trækker i andre retninger. Som »On My Fingers«, hvor tempoet sættes ned og lyder som The Birthday Party, mens numre som »Forever«, »Glassy Eyed, Dormant and Veiled« og førstesinglen »The Lords Favourite« har klare referencer til country og kan lyde som en tidlig udgave af The Gun Club.
Som noget nyt er forsanger Elias Bender Rønnenfelts vokal trukket mere frem i front, og teksterne er samtidig blevet mere sammenhængende, men også lidt mere forudsigelige. De er, som man kunne forvente, stort set alle sammen ret destruktive.
Alt i alt er »Plowing Into the Field of Love« det næste naturlige skridt for et band, der kunstnerisk balancerer på en knivsæg og står midt i en skabelsesproces. Iceage kan være på vej mod noget stort, men de kan også falde meget dybt, hvis tingene tipper til den forkerte side.
Det vigtigste er, at de er på vej – målet er i den sammenhæng ligegyldigt.
Hvem: Iceage.
Hvad: »Plowing Into the Field of Love«.
