Gregory Porter
Nat »King« Cole & Me
Blue Note Records/Universal Music
Hvis det sker, at talen falder på signifikante sangere, der har bevæget sig i grænselandet mellem jazz og populærmusik, er det vanskeligt at komme uden om Nat King Cole. Denne amerikanske musikkunstner, der som udgangspunkt var en fremragende jazzpianist, blev – som karrieren skred frem – mere og mere værdsat for sin smukke og personlige røst. Altså som en mesterlig crooner.
Nat King Cole, der forlod denne verden i 1965 i en alder af blot 45 år, blev for en stund genoplivet, da datteren Natalie Cole i 1991 – ved hjælp af nymodens teknik – sang duet med ham på nummeret »Unforgettable«. Og uforglemmelig, ja, det er han da.
I hvert fald har det været helt oplagt for tidens mest populære sorte amerikanske crooner, den nu 46-årige Gregory Porter, at hylde Nat King Cole ved – på sit nyudsendte album – at hente såvel stil som repertoire fra den hedengange stjerne. Og det klarer han selvfølgelig uden mindste slinger i valsen.
Men måske er det så lige det, man sidder og savner. Altså lidt slinger i valsen. Gregory Porter lægger sig simpelthen alt for meget og alt for pænt i salig Nat King Coles slipstrøm.
Med den navnkundige producer, arrangør og dirigent Vince Mendoza som tovholder er der selvfølgelig tale om en flot produktion, som primært er med stort orkester, inklusive masser af strygere, og det klæder så absolut sangene med disse pompøse rammer.
Til gengæld er det som om, Gregory Porter ikke rigtigt udfylder rammerne eller for alvor folder sig ud som Gregory Porter. Ja, gennemgående savner man den specielle mørke og nærmest marmoragtige røst og mandens karakteristiske bløde landinger i det dybe register.
OK, Gregory Porter er fortsat en fin sanger, og han kan på ingen måde tage livet af udødelige Cole-hits som »Mona Lisa«, »Smile« og »Nature Boy«, for nu blot at nævne de første tre i rækken af klassikere. Men formidlingen er bare alt for regelret og alt for profilløs.
Interessant nok er Gregory Porters egen næsten otte minutter lange og dramatiske ballade »When Love Was King« albummets mest originale og fængende indslag. Men det er så også værd at nævne, at musikken swinger ganske herligt i »L-O-V-E«. der også rummer en flot solo fra trompetisten Terence Blanchard, og at Gregory Porter får noget rigtigt Gregory Porter i sin stemme, da han slutteligt fortolker »The Christmas Song«. Ja, så bliver det alligevel jul.
