Bare rolig: Viden om tonearter behøves ikke. Tro på gamle guder gør heller ikke. Den himmelske h-mol-messe af J.S. Bach kaldes kun »h-mol-messe« for nemheds skyld. Man vil ligesom skille dem ud fra alle de andre stykker musik over katolikkernes gudstjeneste.

Som om! Bachs stykke kan ikke forveksles med noget andet i verden. Absolut ingen værker nord for Sydkorset ejer så meget lys og mørke, så mange melodier og så megen dybde, så mange forskellige slags musik på én gang. DRs stopfulde koncerthus nød hvert eneste af de ti kvarters barokmusik torsdag aften – på tværs af viden og tro. Og selv om tyskeren bruger en tekst på latin, virker det næsten som en fordel igen. Det hører mere end nogensinde til værkets geniale grundgåder: At man får ti kvarters livfulde melodier på et dødt sprog. Aftenens italienske dirigent kan minde lidt om Salman Rushdie og hører til eksperterne i den gamle musik. Han har en slanket version af DR SymfoniOrkestret siddende foran sig, de seks håndfulde sangere i DR VokalEnsemblet lidt længere væk, hele håndfulden af internationale solister ude til venstre.

Og ja, ja, ja … De første ord runger ud i salen: »Kyrie eleison!« For en gangs skyld udtalt som en hanes kykkeliky – så man rigtig vågner op. Budskaberne kommer alle sammen. For eksempel »Christe eleison!« med både den lyse og den mørke sopransolist. Selve musikken vibrerer så varmt, at teksten sagtens ku’ ha’ handlet om kødelig kærlighed. Hvilket jo heller ikke er en modsigelse i kristne katekismer.

Solisterne står i det hele taget flot den aften. At kontratenoren synger som en kvinde, virker for eksempel sjovt på en cirkusagtig måde sommetider – men ham her kan virkelig bruge sin stemme til noget. Og selv om den danske bas har dybden mod sig i DRs sal, så håndterer han den enestående afslappet og med humor. De lokale kræfter tager faktisk teten. Koret står vel med hovedrollen i det værk og har stadig unge stemmer nok. Nogle af de menige musikere sidder endda med violinbuer fra Bachs egen tid. Ret tjekket.

Og åh! Man får Ulla Miilmann på den sorte træfløjte. Den lystige sats bliver på en måde aftenens afgørende øjeblik. Hendes små skub på tonerne inspirerer kollegerne, forplanter sig til kollektivet, inspirerer faktisk hele salen. Alle bliver ligesom mere modige fra det øjeblik. Modige til at være radikale. Koncerten skulle egentlig ha’ været optaget til TV. Lidt sygdom og en kongelig dåb kom i vejen. Det blev ellers én af de aftener, hvor alle vil sige: »Vi var der.« Tro det eller ej.