I rockgudens tjeneste

Jack White og The Dead Weather har begået endnu et sexet, stikkende og småaggressivt album.

Der er regler, som selv rockstjerner skal følge. Ikke mindst af markedsføringsmæssig art, og de kan eksempelvis ikke bare gøre som de lyster og udsende et album hver anden måned.

Den slags trætter nemlig køberne, og man kan levende forestille sig, hvordan den slags restriktioner virker på en hyperproduktiv kunstnersjæl som Jack White, som har solgt millioner af plader med The White Stripes.

Men i stedet for at koge over og brænde sammen, har han dannet en stribe nye bands og får ad den vej afløb for sit kreative overtryk.

The Raconteurs er således en af hans ventiler - The Dead Weather en anden. Og at sidstnævnte er blevet stedet, hvor han dyrker sin forkærlighed for beskidt, blueset rocknroll stod klart på debutalbummet »Horehound«, der blev til sammen med Alison Mosshart fra The Kills, Dean Fertita fra Queens Of The Stone Age og Jack Lawrence fra The Raconteurs.

Det er kun 10 måneder siden, albummet udkom, men allerede nu er superholdet klar med 11 nye sange, hvilket siger en del om anfører Whites behov for at gøre afstanden mellem idé og realisering så kort som mulig.

Musik for kroppen

Og der er da også en god del spontanitet at spore på »Sea Of Cowards«, som ligger i naturlig forlængelse af forgængeren med sine 35 muskuløse minutter, hvor Mosshart agerer sexet rockfurie bag mikrofonen, så man aldrig ved, om man skal grine eller bøje sig i støvet, mens White, Fertita og Lawrence leverer et sejt, stikkende og småaggressivt modspil.

»Blue Blood Blues«, »The Difference Between Us« og »Die By The Drop« hedder nogle af de stærkeste numre, som slynger fuldfede, Black Sabbathske guitarlinjer om de rudimentære melodier, så det synger i marv og ben. Og det er netop musik for kroppen. Ikke skabt til tænksomme aftener i øreklapstolen, men til at blive spillet voldsomt og højt på små scener i lavloftede, kondensdryppende lokaler.

På album fungerer sangene godt - ikke mindst med volumenknappen på 10 - men de står sig uden tvivl langt bedre live, og mon ikke den evigt rastløse White trækker de andre med på turne inden længe.

Noget skal der jo ske, inden han atter kan tillade sig at gå i studiet under White Stripes-flaget.