»You should be gone beast/be gone from me.«
Sådan synger Laura Marling som det første på sit fjerde album. Om det er et bæst fra underbevidstheden, hun synger om, eller en kærlighedsaffære, hun ikke kan slippe, står ikke klart i sangen, som umærkeligt glider over i den næste og den næste igen.
Der er intet ophold mellem dem, og såvel tempoet som stemningen er den samme. Og med den akustiske guitar i centrum er det som at være i Laurel Canyon, Los Angeles, hvor luksushippier og kunstnere holdt til i 1960erne, og særligt Joni Mitchell genkaldes i Laura Marlings lyse stemme og distinkte fraseringer, helt tydeligt i den fortrinlige »Where Can I Go«.
Men briten er nu en kunstner i sin egen ret og da heller ikke sen til at knuse alle forestillinger om parfumeret flower power: »Damn all those hippies/who stomp empty footed/upon all what’s good/all what’s pure of the world.«
Så skulle den flippermistanke være manet i jorden på et album, hvor sangene forløses i enkle, organiske arrangementer, hvor en håndspillet tromme, et orgel, en violin og andre instrumenter kun diskret lægger sig ved siden af guitaren og stemmen.
Og præcis som hippiefornemmelsen skydes ned, bliver lytterens trang til at sammenligne Laura Marling med den unge Bob Dylan smadret. Endda meget smart med en af Dylans linjer: »It ain’t me babe.«
At skære og forædle
Men hvad stiller Laura Marling så i stedet for det, hun IKKE er? Først og fremmest en vis hårdhed inde i de smukke, litterært tonede vers. Afskrivningen af andre – »damn those people who don’t lose control« – og selvkritikken – »how cruel I am to you« – er overalt på udspillet fra den anpriste, blot 23-årige sanger og sangskriver, men stemmes stimulerende op mod poetiske, skønhedssøgende fornemmelser i musikken.
Det fører til store oplevelser, lyt bare til den optændte »Devil’s Resting Place« eller den intime »Little Love Caster« på et album, som strækker sig over 16 sange. Det er mange. Også for mange. Laura Marling har nemlig ikke ubegrænset adgang til gode melodier, og indimellem går hun i tomgang. Dog ikke så ofte at hele albummet går i stå. Og hun har livet og kunsten for sig. Det kan meget vel ende med et stort album.
Når hun lærer at skære fra og forædle.
Hvem: Laura Marling
Hvad: »Once I Was An Eagle«, Virgin
Lyt her:
