I krig og kærlighed med Herbert Blomstedt

Den 87-årige stjernedirigent Herbert Blomstedt satsede på sikkerhed og samarbejde og sendte to af de mest egensindige krigssymfonier i nordisk musik til sejr.

Herbert Blomstedt øver med DR SymfoniOrkestret i oktober 2013 i DR Koncerthuset. Torsdag var han igen på podiet samme sted. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt gælder i krig og kærlighed, siger man.

Herbert Blomstedt har haft begge modsætninger med til DR Koncerthuset i ugens løb: Den svenske nestor dirigerede to værker om krig. Men med en kærlighed af den anden verden.

Selve hans alvor er en historie for sig. Ingen podiekendis orker vel mindre sceneshow og almindelig ståhej.

Et kort smil til en start, et lille vink til de spilleklare musikere – og alt det udvendige er overstået. Man kan gå til sagen.

Og da de sidste krigstrommer hvirvler ud to timer senere?

Ikke én i den køligt belyste sal har siddet med aftenens 87-årige stjerne i tankerne. Alle har kun tænkt på musikken og musikerne. Det er mageløst.

Man kan så heller ikke sige mandens valg af program noget på.

Jean Sibelius skabte sin fjerde symfoni i 1911. Han havde altså ikke mødt nogen af verdenskrigene endnu. Han kæmpede til gengæld en personlig kamp mod kræften – og kunne ikke vide, han skulle vinde.

Resultatet blev hans mørkeste og mest personlige værk af alle. Og det har af samme grund været en sjældenhed i klodens koncerthuse. Symfoni nummer fire ejer jo ikke nummer tos lys eller nummer fems varme.

Men når gamle Herbert Blomstedt dirigerer DR SymfoniOrkestret, klinger den desto mere poetisk. Alle ydre effekter og fester i gaden skrælles af. De enkle linjer står helt rent og lyrisk.

Om muligt bedre

At kalde aftenens andet værk for endnu bedre, ville selvfølgelig være ufint mod de gode finner.

Carl Nielsens femte symfoni fra 1922 er ikke desto mindre et af det 20. århundredes vidundere. Den hører også til de voldsomste toner på DR SymfoniOrkestrets repertoire. Især første sats lyder ikke som nogen andre:

Blæsernes marchtoner, strygernes hymniske passager, det fornemme fletværk a la renæssance i midten – og midt i det hele så den kontroversielle krigstomme.

Tom Nybye på trommen går lige i lytternes angstkrop og gør den samlede sal tavs. Han skal »ødelægge sangen i orkestret«, skriver Nielsen selv.

Som sagt, så gjort. Trommehvirvlerne lyder som skud i hans rutinerede hænder. Og da han knapper sit instrument på maven og går ud bagved, begynder dramatikken for alvor:

Vi følger hans usynlige vandring med ørerne, hører ham hvirvle ud i verden og til sidst forsvinde helt. Kun klarinetten bliver siddende og sender tyste arabesker til himmels. Vil krigen eller freden få det sidste ord?

Maurice Ravel kan meget vel have hentet ideen til »Boléro« i den slutning.

Herbert Blomstedts sejr på podiet kom vel ikke uden lidt knæk, et par forkerte indsatser, en falsk tone her og der. Men kun, fordi man pludselig lagde mærke til den slags. Fordi alt andet var på rette plads.

Stående ovationer til alle og åndelig laurbærkrans til ham.

Hvem: DR SymfoniOrkestret og dirigenten Herbert Blomstedt.

Hvad: Sibelius’ 4. og Carl Nielsens 5. symfoni.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdag.