I himmerige

Torsdagskoncerterne fejrede jubilæum med masser af helte – både de fine med navn i programmet og dem fra hverdagen.

Torsdagens 80-årsjubilæumskoncert med bl.a. Dmitrij Kitajenko, Renaud Capuçon og Antoine Tamestit. Foto: DR Fold sammen
Læs mere

Der findes klassisk med musik. Der findes desværre også klassisk uden musik.
Torsdagens fest bød på indtil flere af de største øjeblikke i koncerthusets historie.

Allerede åbningen! Selv om arrangementet kun havde varet de første par minutter, ville den stopfulde sal gå glad hjem. Hverdagsvirtuoser som Olli Leppäniemi på klarinet og Kristine Vestergaard på obo har aftnens første soloer og fylder dem med liv. Fem minutter i selskab med de to unge orkestermedlemmer og man kender forskellen på musik og ikke musik.

Men det bliver ved. Fejringen af seriens fødselsdag bliver én stor succes. Efter et par af de seneste arrangementer i huset vel også en tiltrængt succes.

Først med Mozarts underfulde Sinfonia Concertante fra 1779 med Renaud Capuçon på violin og Antoine Tamestit på den lidt større bratsch. To herrer med sjælden sans for Mozarts svære musik, det skønneste øre for hinanden og enestående nemme for kommunikation.

Renaud spiller rigtignok falsk med jævne mellemrum. Hans klang kan også virke for varm til paryktidens stoiske snit.

Men manden ved hans side er en af de første bratschsolister i koncerthusets store sal og smager i den grad af mere. Sikken kultiveret lyd! Sikken karisma!

Himmerigsmundfuld hin aften

De tre satser ender som en himmerigsmundfuld hin aften og gør salen helt stum. Midtersatsen får den stemning af vemodig Elvira Madigan, man aldrig rigtig fik ugen før. Og da drengene rækker de obligatoriske buketter ned til to af orkestrets menige piger, vil jublen ingen ende tage.

Som ekstranummer den langsomme midtersats igen, endda endnu mere harmonisk og himmelsk end første gang – om end selv Notre Dame trods alt virker flottest med synet af Paris til begge sider.

Og det hele ender med et brag fra symfonikeren Prokofievs værksted. På overfladen et stykke bravour uden lige, komplet med halvt usynlig klavervirtuos og gnistrende slagtøj. På underfladen et tragisk møde med Anden Verdenskrigs tragik og sovjetborgerens trængsler.

Alt sammen dirigeret af rutinerede Dmitrij Kitajenko på 73 år. Russer som den hårdt prøvede komponist selv var det. Russer som Torsdagskoncerternes allerførste dirigent næsten var det.

En festaften fuld af helte. Også af den slags, der sidder på scenen hver eneste uge.

Torsdagskoncerterne holdt atombryllup med dansk musik for fem år siden. Måtte de holde granitbryllup med succes om ti års tid. Tak og hjertelig tillykke.

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Dmitrij Kitajenko samt Renaud Capuçon og Antoine Tamestit.

Hvad: Bartóks »Ungarske skitser«, Mozarts »Sinfonia concertante« og Prokofievs femte symfoni.

Hvor: DR Koncerthuset, torsdsag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.