Klangbunden har altid været mørk, og sindsstemningen forslået, følsom.

Fra Fiona Apple var stor pige, har hun skrevet selvbekendende sange for at svale sit indre og lindre mindet om anoreksi og en voldtægt som 12-årig. I øvrigt lig hendes åndsfælle, sangeren og sangskriveren Tori Amos.

Og blottelsen finder ikke bare sted på det tekstlige plan på Apples fjerde album med den alenlange titel »The Idler Wheel Is Wiser Than The Driver Of The Screw And The Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do«.

Nej, blottelsen er også åbenbar i de ofte jazzede arrangementer, der i modsætning til den syv år gamle forgænger, »Extraordinary Machine«, lader Apples stemme stå nøgen blandt meget få instrumenter. Intens, fyldig, helt tæt på mikrofonens gitternet.

Nedtur og optur

Vokal, gulvbas, percussion og tangenter er stort set alene om at udgøre sangene, som nok er økonomiske, men ikke fattige på farve, følelse og dynamik. Som den vidunderlige åbner »Every Single Night« der glider mellem dæmpede, indfølte vers og stolt knejsende omkvæd.

»I just want to feel everything«, lyder det her, men det meste Apple føler i sangene, er mørkrandet. Brud, tvivl, nedtur. Og »Daredevil« ligner et forklaring på, hvorfor hun ikke kan føle alt, »everything«, men kun dét, der gør ondt: »I don’t feel anything until I smash it up«.

Men musikken har 34-årige Apple ikke ødelagt, ikke »smashed up«. Tværtimod. Den er på »The Idler Wheel Is Wiser...« på én gang stram og gavmild og gennemløbet af sarte, smarte melodier, som hører til blandt karrierens allerfineste.

Og Apples indre uro undertrykkes aldrig i jagten på skønhed, men formidles ofte på en skøn måde. Som i den afslutningsvise »Hot Knife«, hvor vokalen er loopet og krydser sig selv i en flerstemmig, svimlende finale.

Det er altsammen ualmindelig selvoptaget, javel, men det er Apples eget univers. Og sådan et er der ikke mange musikere, som kan skabe. I hvert fald ikke så man som lytter ønsker at forsvinde i det.