Er du enig med avisens anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Damon Albarns letgenkendelige stemme snøvler sig i gang: »Come the day/You see the sun/Hit the arch/A history song/If you don't know it know then you will do«. Således er Albarns seneste »The Good, The Bad & The Queen« skudt i gang. Så godt som med en bogstavelig spådom i halen. For hvis man ikke allerede ved det, så vil man i løbet af 2007 finde ud af, at Damon Albarn efter Blur og Gorillaz for tredje gang i karrieren har gang noget helt specielt.
På papiret er The Good, The Bad & The Queen en vaskeægte supergruppe med Albarn i front og på tangenter. Det tidligere The Clash-medlem Paul Simenon styrer bassen, trommerne bestyres af den nigerianske trommeslager Tony Allen, som bl.a. har slået på trommer for Fela Kuti, og på guitar Simon Tong som senest har spillet live med Blur og før det slog sine folder i mesterlige The Verve samt den amerikanske producer DJ Danger Mouse (Gnarls Barkley og Gorillaz). Men i modsætning til tidligere tiders supergrupper lyder The Good, The Bad & The Queen som en sammentømret enhed. Som et reelt band. Hvilket også har været bandleder- og primær sangskriver Damon Albarns intention fra begyndelsen.
Tematisk er skiven, der bærer kvartettens navn, ikke mindst en vandring gennem London, især det vestlige London, hvor både Simenon og Albarn residerer. I dag en særdeles pæn og velhavende del af byen, men man skal ikke længere en ti år tilbage, hvor det var en multikulturel rodebunke af mennesker fra hele verden uden den store mønt på lommen, men som i stedet bidrog til fællesskabet med drømme, dufte og kultur til fællesskabet. Vigtigt er det her at notere sig, at Albarns London-pen i dag er en ganske anden og langt mere personlig, psykologisk og historisk funderet målt i forhold til London-skitser fra Blur-pladerne »Modern Life Is Rubbish« og »Parklife«, som alene var rodfæstet i samtiden.
En stor kunstner
Men hvem er han denne Damon Albarn, som er i færd med at skrive sig ind blandt de helt store i den nyere musikhistorie?
Hånet af mange, men hyldet af endnu flere i forgrunden for britpoporkestret Blur blev den velartikulerede Albarn selve personificeringen af starthalvfemsernes musikalske- og populærkulturelle tidsånd gennem Blur-pladerne »Modern Life Is Rubbish«, »Parklife« og »The Great Escape«. Albarn var ikke arbejder, men en halvstuderet intellektuel med artschool baggrund, hang til begavet ironiseren over det engelske samfund og ydermere orienteret langt ud over Little Brittan. Og netop derfor passede han perfekt ind i historien om Tony Blairs modernisering af det gamle arbejderparti Labour. Hvorfor Blairs spindoctor Alastair Cambell ikke var sen til at forsøge at trække Albarn ind i folden som symbolet på de nye tider i det Storbritannien, som i halvfemserne vendte på en penny og blomstede op i en kollektiv stolthed, som den gamle kolonimagt ikke havde oplevet i 30 år. Kun én gang lod popsangeren sig friste af frierierne og troppede op på de bonede gulve, drak dus og lod sig fotografere med borgerskabet. Albarn meldte sig ikke ud af opsvinget, han overlod scenen og politikernes rygklap til konkurrenten Noel Gallagher fra Manchester-rockbandet Oasis og dykkede i stedet helt ind til kimen af kunsten og udviklede sit orkester i helt nye retninger.
I stedet for blot at stå på skuldrene af tressergrupper som The Kinks, The Small Faces og låne kulturhistorisk street-cred. i form af skuespilleren Phil Daniels, som lagde spokenword-vokal til Blurs signatursang og egentlige gennembrudshymne »Parklife« (Daniels spillede hovedrollen i den fine filmatisering af The Who's mesterlige »Quadrophenia«, red.), søgte Albarn på vegne af Blur nye udfordringer i alternativ amerikansk musik, i den britiske punkundergrund etc.
Men lige meget hvor mange vovede ting Albarn prøvede af, og selv om han ihærdigt forsøgte at betræde alt andet end den kommercielle musikmotorvej, blev Blurs plader ved med at sælge i stadigt flere eksemplarer.
På vej op ad hitlisterne havde Blur kæmpet om placeringerne med Oasis, især i årene på begge sider af 1995. Bestemt til gavn for begge parter. Og for publikum, for musikhistorikerne og tabloidavisernes forsideredaktører, som elskede at mindes de glade heydays, hvor Beatles konkurrerede på samme vis med The Rolling Stones. Men allerede i 1997 stod det klart, at Albarn var fejlplaceret i konteksten. Han var for god en musiker, en kunstner simpelthen. Som i modsætning til Noel Gallagher havde mere end blot et par geniale plader i posen.
Siden albummet »Blur« (1997) og til og med deres seneste, »Think Tank« fra 2003, har Albarn og Blur begået en lind strøm af forskelligartede skiver, hvorimellem den eneste røde tråd har været deres indbyrdes forskellighed. Albarn synes frigjort fra musikalske stilarter og har fremdeles udforsket alle tænkelige musikalske genrer, hvorefter han er søgt videre endnu. Ikke mindst ind i teknologien, som i Albarns musikalske optik rummer så store muligheder, at end ikke rockens hovedinstrument, guitaren, er en selvskreven aktør i hans musik.
Publikum og anmeldere har hver gang kvitteret med lovprisninger. Og skal man med væver hånd placere Damon Albarn blandt sine samtidige fra førnævnte Noel Gallagher, over Brett Anderson (Suede) til Jarvis Cocker (Pulp), for nu at nævne de mest feterede, så er og bliver Albarn i en liga for sig alene bedømt ud fra hans meritter i Blur.
Meget mere end Blur
Men Damon Albarn er meget mere end Blur. Han har optrådt som ferm sangskriver for andre, deriblandt ikonet Marianne Faithfull. Han har indspillet og udgivet plader med afrikanske musikere fra Mali til Nigeria. Og så er han ikke mindst manden bag det virtuelle tegneserieorkester Gorillaz. Et projekt i krydsfeltet mellem rock og hiphop, som Albarn satte i søen sammen med vennen og tegneserietegneren Jamie Hewlett. På såvel idéplan som musikalsk hører Gorillaz til blandt de mest interessante projekter på den internationale musikhimmel i det ny årtusinde. Bedømt og fortolket på konceptet alene lignede Gorillaz med sine manga-tegnede figurer Russel Hobbs (producer og rapper), Murdoc (satanisk bassist), Noodle (10-årig guitarist fra Japan) og 2D (forsanger og i dén grad selvfed) et parodisk koncentrat af livet på toppen af poppen - og en spydig kommentar til en industri, som ikke altid stikker dybere end et fodspor i (kokain)sneen.
Men som tilfældet var med Blur, beviste Albarn med Gorillaz, at det stik mod popmusikerens ABC rent faktisk kan lade sig gøre at kombinere kunstnerisk udfordrende musik og hitkvalitet. Hvorfor satiredelen af Gorillaz lynhurtigt røg ud på et sidespor til fordel for priser, syv millioner solgte plader og fænomenstatus opnået qua sublime skæringer på blot to album, det interessante »Gorillaz« og det fremragende »Demon Days« (2005).
Damon Albarn kunne uden videre have fortsat med Gorillaz og Blur i et parløb - den kunstneriske kvalitet har lytterne hidtil ikke haft grund til at betvivle. Men Damon Albarn ville ikke være Damon Albarn, hvis ikke han allerede var videre. Som han for nylig har udtalt:
»Hvis jeg ikke føler, at jeg presser mig selv til den absolutte grænse, kan jeg lige så godt trække mig tilbage.«
Med »The Good, The Bad & The Queen« viser Damon Albarn ikke skyggen af tegn på svaghed. For musikalk er der her tale om en plade, som stikker i så mange musikalske retninger, at man selv efter både 20 og 30 gennemspilninger finder nye indgange og udveje. De 12 skæringer bærer alle som en Albarns umiskendelige signatur: de stemningsfulde melodier og mikset af pophooks og grænsesøgende kunst. De er en myriade af lyd, en fiks sammensmeltning af teknologi og hamrende dygtige musikanter. Især er man ved at kløjs over Tony Allens funky, jazzede og kulørte trommespil, der vugger uendeligt som bølgeskvulp mod strandkanten og kribler og krabler som en myretue under det hele i sublimt sammenspil med Paul Simenons tilbagelænende og kraftigt dub-inspirede basgange. En sådan musikalsk bund skal man lede længe efter. Ikke mindst fordi den dynamiske duo evner at kreere og forstærke Albarns musikalske stemninger helt igennem forbilledligt. Indimellem lyder den 66-årige Allen og kultfiguren Simenon, som ikke har spillet bas i ti år, som en human maskine, der kan spille alt fra triphop over drum'n'bass til pop fra dengang verden ikke var af lave.
Henover bunden excellerer Simon Tong elegant og velanbragt med både (især) akustiske firkanter og strømførende cirkler. Han fylder på og op, nuancerer og spiller en vigtig rolle i forhold til at drive sangene frem og frem.
Endnu mere markante er tangenterne, som med sine melankolske akkordanslag passer noget nær perfekt til Damon Albarns snøvl og sorgmodige vokal. Indimellem det hele krydres der til og fra med strygere, alskens elektroniske lyde etc.
Udkommet er en fremragende plade bestående af voldsomt gode, iørefaldende og stemningsfulde tracks, som man kun kan drømme om at høre live lørdag nat i det største telt påårets Roskilde Festival.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
