I det bløde hjørne

Thurston Moore – guitarikonet fra det støjende og avantgardiske Sonic Youth – har begået et akustisk, afdæmpet og ualmindelig smukt soloalbum.

Foto: Ari Marcopoulos
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vers, omkvæd, vers. Det er rocksangens sprog, som forstås overalt i verden.

Men der findes også små, strittende modsprog, og et af dem tales af Sonic Youth, der gennem fire årtier har eksperimenteret med dissonans, feedback og frenetisk støj, som trækker på sider af såvel Velvet Underground som The Stooges.

Et centralt medlem af det stilskabende og kronisk cool newyorker-band er sangeren, komponisten og guitarikonet Thurston Moore, der nu melder sig med sit tredje album i eget navn. Ikke med støj, susen og insisterende avantgarde, men med ni afdæmpede, overvejende akustiske og ofte konventionelt konstruerede numre.

Set i forhold til Sonic Youth er det en artig overraskelse, men lytter man til Moores tidligere soloudspil, er det knap så forbløffende. Det er vellyden og skønheden derimod, og »Benediction«, der åbner »Demolished Thoughts«, er et lille mirakel med sin lyse westernguitar, sin klangfulde violin og sit afspændte sangforedrag.

Stilen og stemningen går også igen i den efterfølgende – og mindst lige så skønne - »Illuminine«, hvor en enkel melodi bæres frem i et organisk og afklaret arrangement.

Men lytter man nærmere her og på resten af albummet, så åbenbares et fint lag af detaljer, og en stor del af æren for det facetterede lydbillede må tilskrives Beck, som har siddet i producerstolen. Og han har tydeligvis forsøgt at skabe en sound, som minder om den, der tegner hans eget album »Sea Change«, som byder på en tæt, skønhedssøgende lyd, men også på en gyngende, let psykedelisk fornemmelse.

Men Moore er en musiker med sit eget uudslettelige vandmærke, og det træder også frem på »Demolished Thoughts«. De genkommende guitarrundgange er således typiske for ham, selvom der er en verden til forskel på, om de leveres på forvrængede elguitarer som i Sonic Youth eller som her via en håndvarm guitar.

Og Moores nedtonede og absolut prisværdige projekt kan spejles i J. Mascis fra det tinnitus-rockende Dinosaur Jr., der gjorde præcis det samme tidligere i år på det vidunderlige »Several Shades Of Why«-album.

Måske er det alderen, der kalder på den slags stilfærdighed og skønhedssøgen. Hvem ved. Men det er altså noget særligt, når musikere, som har gjort støjen til signatur, vælger at skrue ned. Helt ned. Og det kuriøse er, at »Demolished Thoughts« kun giver lyst til at skrue højere og højere op. For at få det hele med. Alle nuancerne, alle de let hallucinerende stemninger, hvert et guitaranslag. Og på den måde ender man alligevel med at skulle passe på ørerne. Fordi de hele tiden vil have mere. Af Moore.