Hypnotiske udladninger

Keith Jarrett/Gary Peacock/Jack DeJohnette

After The Fall

ECM Records/Jazzcup

Keith Jarrett! Hvis der eksisterer en nutidsjazzkunstner af uovertruffen kaliber, så må det være ham. Altså denne nu 72-årige amerikanske pianist, som i årtier – ud over sine fascinerende solokoncerter – har dyrket triojazzens ædle kunst i selskab med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette. Og selv om denne trio ret konti­nuerligt har fået udsendt ypperlig jazzkunst, så har forudsigelighed aldrig fået lov til at snige sig ind. Og da slet ikke på deres nyudsendte dobbeltalbum, »After The Fall«, der rummer en koncertoptagelse fra New Jersey i 1998.

Faktisk er der her tale om et comeback, idet Keith Jarrett et par år tidligere var blevet ramt af alvorlig sygdom i form af kronisk træthed, der satte ham helt ud af spillet. Ved denne koncert er det da også, som om al den undertrykte kreativitet springer ud i fuldt flor.

For Jarrett-trioen handler det nok en gang om at dykke ned i det, der hedder jazzens standardmelodier, og i åbningsnummeret ,»The Masquerade Is Over« byder pianisten på et par minutters pompøst forspil, inden han slipper melodien løs og modulerer over samme – med sublim support fra de to sekundanter.

Det er musik, der gynger af sted og til stadighed intensiveres på overrumplende vis. Gary Peacock og Jack DeJohnette er begge i storform, og som det bliver tilfældet i flere numre, så får også de plads til solospil. Og, ja – set i lyset af såvel trioens nærmest tele­patiske sammenspil som Keith Jarretts geniale tangentleg, så får disse indslag ikke sjældent karakter af antiklimaks. Men det er faktisk helt fint, for det er lige her, man får lejlighed til at snappe efter vejret og sunde sig oven på den intense strøm af hypnotiske udladninger.

Ikke overraskende byder trioen på dejligt bebop-spil i Charlie Parkers »Scrapple From The Apple« og på lyriske drømmerier i balladen »Old Folks«, og hvis man tror, at miraklernes tid er forbi efter den første CD, så kan man godt tro om.

Vi bliver nemlig budt på Sonny Rollins’ muntre »Doxy« i et tilbagelænet, totalt sejt-swingende regi samt på en version af »Santa Claus Is Coming To Town«, som utvivlsomt vil kunne glide ned på alle tider af året. Dertil kan man når som helst blive rystet i sin grundvold af den eksplosive uptempo-udgave af John Coltranes »Moment’s Notice« – for slutteligt at falde til ro på alle fronter i den super­romantiske »When I Fall in Love«. Sådan!