Det er en årlig tradition for den britiske musikpresse at erklære et nyt guitarband for rockens frelsere. Tag blot musikmagasinet NMEs pris for Best New Band! Gang på gang er den gået til bands, der spiller en variant af indie-rock. Men reddede Razorlight (2005) rocken? Hvilke nyskabelser har The Vaccines (2012) tilføjet musikverdenen?
I tilfældet Hinds, en hypet spansk kvartet, nærer jeg tvivl, om deres debut, »Leave Me Alone«, vil vise sig at have lang holdbarhed. Til trods for at rocken ofte bliver begrædt, som var den en truet dyreart, skorter det ikke på skramlede garagerock-bands. Og det er her, sneakeren trykker for Hinds. De bedste numre er upolerede, let kradse produktioner, hvis melodier er blevet bagt i solen og stænket med sangria-sødme. »Warts« er lige så glat og ubesværet, som titlen er bumpet. Kombinationen af den lyse, kort glidende lead-guitar og teksten, der tilskynder en ven til ikke at falde for en omskiftelig kvinde, er charmerende. Det samme er »Walking Home«, hvor sangerne Carlotta Cosials og Ana Perrote slipper afsted med fjollede linjer som »You’re the map to my toe« takket være tilføjelserne af percussion og en mere afvekslende opbygning.
Men for ofte sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg har hørt det før i en lidt mere velproduceret, kraftfuld udgave. Uptempo-numrene når aldrig rigtig at ruske i én, som Ty Segall gør, mens Dee Dee fra Dum Dum Girls har sat en høj barre for den romantiske garage-rock-ballade, sange som »And I Will Send Your Flowers Back« slet ikke når. Og snakker vi tekster, har beslægtede kunstnere som Courtney Barnett og Car Seat Headrest bare mere vid at komme med.
Hvem: Hinds.
Hvad: »Leave Me Alone«, Mom & Pop.
