Er du enig med avisens anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Det er vist overflødigt at nævne, at sangerinden Gitte Hænning i sin lange og glorværdige karriere har prøvet lidt af hvert og meget mere. Alligevel var det noget af en begivenhed, da hun fredag aften delte scene med guitaristen Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra. Det er vist overflødigt at nævne, at der var totalt udsolgt.
Nu er der ret beset tradition for, at den koncert, som jungleorkestret afholder ved nytårstide, er et tilløbsstykke. Her er altid gode overraskelser - både i form af interessante gæster, men ikke mindst på grund af den ekstra veloplagthed og opfindsomhed, musikerne udviser med henblik på at skabe en festlig aften.
Og denne koncert holdt sig helt i traditionen. Orkestret lagde solidt ud med et af de etablerede slagnumre, »Stranger That Jim« og fortsatte med den kinesisk inspirerede »Den Blå Maske«, som rummede masser af særegne og asiatisk-klingende blæser-konfigurationer samt et fascinerende - meget organisk - spil fra trompetisten Gunnar Halle.
Og så var hun der - Gitte Hænning. Veloplagt - og en kende eksalteret - koketerede hun med tid og sted og situation. Som kunstner var hun dog ikke til at tage fejl af. Så umiskendelig en af den moderne populærmusiks signifikate stemmer. Hun lagde ud med en glimrende fortolkning af »Throw It Away«, et lille mesterværk fra den amerikanske sangerinde Abbey Lincoln, her med farverig orkesterledsagelse, inklusive percussionisten Bent Clausens charmerende spil på banjo.
Så blev det tid for H.C. Andersens »Lille Claus og store Claus«, som Gitte Hænning reciterede indlevelsesfuldt - med orkestrets fornøjelige og programmusikalske ledsagelse, og efter pausen fortsatte det danske islæt, da Morten Carlsen - med glødende spil på den store balkan-klarinet, taragot - løftede Carl Nielsens »Det koster ej for megen strid«. Og endnu mere dansk blev det, da Gitte Hænning igen sluttede sig til de ni musikere og fortolkede den smukke gamle folkevise »Jeg gik mig ud en sommerdag«. Poetisk og fængende - og flot opbygget med orkestrets statiske og simrende lydmur.
Finurlig afro-vekselsang og en gæstemusiker, der spillede på en gammel fransk metal-obo, samt Thommy Anderssons seje bassolo dannede optakt til »jungle«-klassikeren og alle »jungle«-klassikere, Duke Ellingtons »The Mooche«. Den har været på orkestrets repertoire i 25 år, men nok engang var der plads til nye og overrumplende klange og detaljer.
Generelt var jungle-musikernes samarbejde med Gitte Hænning ganske underholdende. Helt klart var der tale om værksted eller legestue, og derfor var der også plads for sekvenser af tomgang og/eller ren hygge. I et medley over »Summertime«, »It Don't Mean A Thing« og »Ack Värmeland du sköna« blev lemfældighed krydret med momenter af glødende intensitet og slutteligt faldt tingene smukt på plads i Billie Holidays ballade »God Bless The Child«. Gitte Hænning fortolkede med lyrisk autoritet, og både som solist og akkompagnatør fik Pierre Dørge vist, hvilken mesterlig og dybt personlig guitarist, han er.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
