Hvordan lyder jazz? Sådan!

Via 11 CDer og en 124 sider booklet får man et interessant stykke jazzhistorie og swingende musik fra 1940erne, leveret af fremragende – kendte og mindre kendte – udøvere

»The Keynote Jazz Collection« Fold sammen
Læs mere

Hvornår blev jazz til jazz?

Det er i realiteten et helt uoverskueligt spørgsmål. Med tilhørende uoverskueligt mange svar. Men hvis man lige fastslår, at den mest basale og fortsat mest udbredte form for jazz går ud på, at nogle musikere spiller et tema eller en melodi, som de så gentager et vist antal gange, alt imens de kontinuerligt bygger nye melodier oven på den oprindelige. Ja, så står det nogenlunde fast, at den form for jazz kan anses som færdigudviklet ved indgangen til 1940erne.

Til stilens spilleregler hører, at der ikke undervejs i et nummer afviges fra tempo og toneart og melodiens antal af takter, kort sagt – til trods for al den improvisation – så er der tale om en klart definerbar musik, som igen fastslår, at jazzmusik i bund og grund er langt mere europæisk end afrikansk.

Dertil kommer så repertoiret, der omfatter bidrag fra de involverede musikere, men dog ikke mindst værker fra »The Great American Songbook«.

Og har man lyst til at bade sig i denne form for uforfalsket jazz og sideløbende få alle relevante informationer, og lidt til via et 124 sider sublimt tekst- og billedmateriale, ja, så er det bare at anskaffe sig dette bokssæt med 11 CDer med musik fra 1940erne, indspillet i New York med enkelte afstikkere til New Orleans, Chicago og Los Angeles.

Alt det skyldes to mænd. Først og fremmest den javanesiske jazzentusiast Harry Lim, som i begyndelsen af 1940erne overtog det amerikanske plademærke Keynote Recordings Inc., og som gennem den næste årrække var i stand til at få talrige af tidens bedste musikere i studiet. Tilmed udsendte han en stor del af sin musik på 30 cm 78-plader, hvilket betød spilletid ud over de normale tre minutter og dermed ekstra mulighed for musikerne til at folde sig ud.

Den anden mand hedder Jordi Pojul, og han er en spansk jazzentusiast, som ejer pladeselskabet Fresh Sound Records, og som med stor kærlighed og omhyggelighed nu har forvaltet arven fra Harry Lim.

Kort sagt – han er ansvarlig for det foreliggende produkt og dermed for formidling af masser af solidt-swingende musik plus masser af gode overraskelser, også til den mest forhærdede jazznørd.

Musikere som ikke nåede første division

Sidstnævnte vil klart sagt nikke genkendende til musikere som tenorsaxofonisterne Lester Young, Coleman Hawkins og Budd Johnson, trompetisterne Roy Eldridge, Buck Clayton og Charlie Shavers, basunisterne Trummy Young, Dicky Wells og Vic Dickenson, pianisterne Teddy Wilson, Earl Hines og Nat King Cole og trommeslagerne Cozy Cole, Sid Catlett og Jo Jones, som alle leverer varen. Nogle mere forudsigeligt end andre. Eksempelvis er bassisten Slam Stewart jo blevet berømt for sine soli, hvor han synger til sit buestrøgne spil, og jo, det er originalt, men hen ad vejen bliver det bare for meget af det gode.

Ja, faktisk er udgivelsen for alvor interessant i kraft af den lange række af musikere, som aldrig – rent jazzhistorisk – er blevet rykket op i den første division, hvor de så afgjort hører hjemme.

Her kan blot nævnes trompetisten Joe Thomas, pianisten Johnny Guarnieri, tenorsaxofonisterne Corky Corcoran, Ted Nash, Bud Freeman, Babe Russin og Herbie Haymer, pianisten Bernie Leighton og guitaristen George Barnes.

Og for mit eget vedkommende har det været rigtigt godt at (gen)opdage altsaxofonisten Tab Smith, der virkeligt har en fantastisk lyd i sit horn.

Så selv om det måske ikke giver mening at fremtrække et enkelt ud af sættets 275 numre, så vil jeg alligevel nævne »On The Sunny Side Of The Street« fra 1944, hvor Tab Smith i selskab med Coleman Hawkins stjernebesatte Sax Ensemble stråler som hovedsolist, ja, byder på saxofonspil af uovertruffent tilsnit.

Udgivelsen dokumenterer også til fulde en epoke, hvor jazzen bevæger sig fra swing til bebop, og hvor det ikke længere er de sorte musikere, der har eneret på at sætte dagsordenen.

Så selv om trompetisten Miles Davis ofte er blevet krediteret for i årene 1948-1950 at være fødselshjælper for den såkaldte cool jazz, så får vi her mange eksempler på en foregribelse af musikhistoriens gang, blandt andet via pianisten Lennie Tristano og arrangørerne Ralph Burns og Neal Hefti.

Endelig skal det nævnes, at tenorsaxofonisten Coleman Hawkins – gang på gang i løbet af de mange timers musik – dukker op for lige at fastslå, at han ikke blot var en mesterlig musiker, men også en kunstner, der helt ubesværet tog turen gennem jazzens stilarter uden nogensinde at miste sin autoritet og identitet. Ja, alene hans præstationer er hele sættet værd.

Hvem: Diverse kunstnere. Hvad: »The Keynote Jazz Collection 1941-1947«. Fresh Sound Records/Jazzcup: 559,50 kr.