Michael Falch og Poul Krebs er jævnaldrende kolleger, de er venner og har sågar et lille pladeselskab sammen. De turnerer ofte sammen, deres publikum er ikke så forskelligt, og de kører på de samme lande- og motorveje til små og mindre spillesteder, byfester og festivaler så langt væk fra København som tænkes kan.
Netop disse ture spiller vigtige roller i nye bøger om Falch og Krebs. Førstnævnte har selv ført pennen, den anden har overladt det til journalisten Stig Matthiesen.
Michael Falch følger op på sine tidligere dagbogslignende udgivelser, den fine debut »Helligdage« (2000) og den overflødige toer »Hjemveje«. Også »Trækruter« baserer sig på dagbogsnotater, betragtninger og refleksioner nedfældet i perioden 2009-2011. Det er en ny Michael Falch, der skriver. Den Michael Falch der i offentligheden blev genfødt som kunstner i en helt ny klasse med albummet »Falder Du Nu« (2006), en Falch uden alkohol, røg og kone igennem 33 år.
En ydmyg Falch, en voldsomt søgende mand, som kigger indad og forsøger at forstå. En mand der værdsætter små ting, forsøger at vende den positive kind til minder og nye møder. Dog hele vejen med den samme gamle og ekstreme kærlighed til myter, ikoner, mekanismer.
Det er ganske velskrevet, så roligt i tempo og handling, men bringer ikke mange fakta til torvs, som vi alle sammen ikke før har kunnet læse i interview i dagspressen. Falch søger fred i sind og noget at tro på. For hans egen skyld ville man ønske, at han ikke altid målte sig i forhold til sine idoler, ikke altid forhandlede med sig selv - og forstod sig selv igennem Pontoppidan og Young. Måske ville han derigennem finde den Mich, ro og de svar, han endnu mangler.
I samme litterære lag bevæger Poul Krebs sig ikke. Han er en stille, jordbunden mand, der har en stor udlængsel, og som tager sit håndværk alvorligt, meget alvorligt. Og han tør bestemt tage sine chancer. Stig Matthiesens bog om Poul Krebs er skrevet over en periode i år, hvor Krebs skal til at turnere med albummet »Magnolia Trees« med afstikkere tilbage i Krebs’ personlige og professionelle liv.
Man får indtrykket af en venlig, varm, arbejdsom og professionel person, der har det bedst med ikke at vifte for meget med armene, og som ikke higer efter glamour. Og så kunne jeg sådan set skrive punktum. For Stig Matthiesen gør ikke ligefrem hovedpersonen en tjeneste med de 315 sider, der er en ørkenvandring og får Poul Krebs til at fremstå så kedelig, at man undervejs oftest har svært ved at se, at der vitterlig er en bog i stoffet.
Fin fortælling om provinsen
Så er der mere niveau og gods i den plade, Poul Krebs selv har føjet til projektet. Min yndlingskomponist er han ikke, men han glimter her i momenter som sol mod guld. På en række gennemspillede, prunkløse sange, der lander med så meget mere personlighed end bogen.
Country, roots, folk, rock - bedst udtrykt i den rustikke, mumlende og digteriske »David Johansen«, en såre fin fortælling om provinsen og samtidig en løftet pegefinger til Christiansborg om at huske på det Danmark, der er uden for Valby Bakke.
»Jeg er David Johansen - jeg kommer fra provinsen/En af dem de godt må grine lidt af/De må også se min Maxi - med kassen fuld af fisk i/på en desværre lidt for sjælden go’ dag,« lyder første vers hen over en fin melodi iklædt et tøffende arrangement. Den fortjener faktisk, at man ikke røber mere, for Krebs beretter den selvfølgelig bedst.
Hvem: Michael Falch.
Hvad: »Trækruter«.
Hvor: Gyldendal, 288 sider, kr. 299.
Hvem: Stig Matthiesen.
Hvad: »Der er noget ved alting«, biografi.
Hvor: People’s Press, 315 sider, kr. 199.
Hvem: Poul Krebs.
Hvad: »Der er noget ved alting«, CD.
Hvor: ArtPeople.
