Ikke siden Aqua i 1996 påbegyndte deres vanvittige eventyr, har der været så megen international bevågenhed omkring et dansk musiknavn.
Nanna Øland, eller bare Oh Land, kommer dog aldrig til sælge Aquas millioner, millioner af singler og album. Til gengæld har hun for længst erobret det kvalitetsstempel, som Aqua aldrig fik. Oh Land er cool og kunstnerisk gangbar, det var Aqua - alle deres kvaliteter ufortalt - aldrig nogen sinde. De var et fænomen af og i tiden.
Det er bare tre år siden, at Oh Land skrev sine første sange, men tid er ikke en faktor i hendes karriere. Dertil kan hun allerede nu så meget, at hun selv synes at være herre over karrierens horisont. Den 25-årige søborgensers internationale albumdebut er nemlig på et niveau, der åbner alle døre. Også den til fremtiden.
Til at begynde med er det en fryd at sætte den i anlægget og skrue op. Hvilken vellyd! Hvilken produktion! »Oh Land« lyder som en milliard. Varm, kantet, elegant. Vokalen ligger helt rigtigt i mikset, samspillet mellem Oh Lands elektroniske grundidéer, de små syntetiske beats og de varme klassiske, klangflader oven på de effektive melodier er langt mere modne og erfarne kunstnere værdige.
Lytter man til Nanna Ølands hjemlige debut, »Fauna« (2008), som var kendetegnet af en uskyld og af en ret så kølig, næsten typisk skandinavisk sound, er der ingen tvivl om, at hendes amerikanske sparringspartnere på det mægtige pladeselskab Epic/Sony i New York har været med til at pege hende i en både varmere og mere poppet retning.
Det er der ikke noget galt i, slet ikke hvis udtrykket stadig bæres af den personlighed, der fra starten har været Oh Lands helt store kendemærke. Og det er heldigvis tilfældet.
Mangler det helt store hit
»Oh Land« er på samme tid elegant, storladen, minimal, drillesyg, kæk, kælen, sørgmodig, opløftende, forudsigelig, eksperimenterende, lytteværdig og dansevenlig.
Ikke på samme tid, men over en fuld plade, komponerer og synger Oh Land sig igennem alt det, der gør en ambitiøs popplade i den bedste ende af genren. Der er vel sagtens et par lidt ligegyldige skæringer, en hovedmængde af rigtig gode sange og flere virkelig store numre. F.eks. er »Perfection« et enkelt og sværmerisk forførende poptrack, »Son Of A Gun« er et medrivende track til natklubberne, og »Rainbow« er smuk, romantisk petitpop i Björkskolen.
Det eneste store problem med pladen er, og det er nok så vigtigt, for ikke at sige altafgørende, manglen på det helt store uafrystelige hit, der kan gå kloden rundt. Havde det været til stede, var Nanna Øland stjerne i morgen. Nu må hun vente, gå den hårde vej, overbevise på livescenerne og håbe på mere tålmodighed hos lytterne. Sidste år gjorde svenske Robyn præcis det samme. Man skal unde ikke bare Oh Land, men også sig selv tålmodighed, for der er så meget at hente på et imponerende værk.
