Hvid rappers byrde

Hiphopperne Macklemore & Ryan Lewis er bevidste om at være hvide i en oprindeligt sort genre. På deres nye album fremstår deres velmenende ransagelser dog for selvoptagede.

Ryan Lewis (tv.) og Macklemore ved Grammy-festen i 2014, som er temaet for åbningsnummeret på deres nye CD. Foto: Michael Nelson, EPA Fold sammen
Læs mere

I oktober 2013 gav den amerikanske hiphop-duo Macklemore & Ryan Lewis deres første Danmarks-koncert. Året forinden brød duoen, der består af rapperen Macklemore og produceren Ryan Lewis, igennem med singlen »Thrift Shop«. Kombinationen af det fængende saxofon-refrain, tekstens humoristiske homage til genbrugstøj og en fjollet video gik rent ind hos mange.

»Hvordan synes du, at Macklemore adskiller sig fra andre rappere?« spurgte musikmagasinet Soundvenue i en voxpop efter koncerten i Tap1 i 2013. Macklemore har »mere at sige« lød et svar fra en hvid koncertgænger.

Det er ikke Macklemores skyld, at hans publikum svarer sådan. Men det er en del af årsagen til, at han er blevet en polariserende figur.

Sorte kunstnere som Kendrick Lamar, Angel Hazel og Mos Def rapper om »seriøse ting« som psykiske problemer, bandevold, racisme og misbrug. Så hvorfor har Macklemore »mere at sige« end disse rappere?

På »White Privilege II«, sidste nummer på duoens nye album, »This Unruly Mess I’ve Made«, sætter Macklemore selv ord på: »My skin matches the hero, likeness, the image / America feels safe with my music in their systems … / And if I’m the hero, you know who gets cast as the villain«.

Bevidstheden om de privilegier, der følger med den hvide hudfarve, er ikke enestående for Macklemore. Eminem har konstateret det samme. Men den er et eksempel på, at Macklemore har det med at overvurdere sin egen betydning i forhold til politiske og musikalske bevægelser.

Kender sit hiphop-pensum

Åbningsnummeret, »Light Tunnels«, er egentlig et flot, bombastisk nummer med gispende strygere og et svulmende omkvæd og en stramt sammenskruet fortælling om Macklemores tur til Grammy-festen i 2014. Men det er ikke fascinerende at høre ham råbe om, hvor falske og usikre stjernerne, branchen og medierne er.

Så går det bedre på »Kevin«, »St. Ides« og »Need to Know«. »Kevin« er både en hyldest til vennen, der døde af en overdosis, og en kritik af det amerikanske sundhedssystem, der ifølge Macklemore gør borgere til stofmisbrugere gennem receptpligtig medicin. Her glider Macklemore positivt lidt i baggrunden og fremhæver perspektiver, der er større end ham selv.

»Need to Know« er en eftertænksom, tilbagelænet soulsang med fingerknips, håndklap og en simpel pianofigur, der lister op og ned ad skalaen. Her stjæler Chicago-rapperen Chance the Rapper dog opmærksomheden med disse linjer om sin datter: »I want all her best friends to be white folks / I scratched out this line so many times, I can’t forget it«. Så er Macklemores hvide skyldkomplekser ligesom sat i perspektiv.

Som på duoens forrige album er der også en håndfuld joke-numre, såsom hittet »Downtown« og de horrible »Brad Pitt’s Cousin« og »Dance Off«. Sidstnævnte lyder som et bizart kryds mellem en dancehall-sang og Michael Jacksons gyser-orgel fra »Thriller«. Mens den britiske skuespiller Idris Elba står for det råbende omkvæd, får den lovende R’n’B-sanger Anderson .Paak af uransagelige årsager kun et enkelt vers.

Med den lange liste af gæster, som også inkluderer hiphop-legenderne KRS-One, DJ Premier, Melle Mel og Kool Moe Dee, beviser Macklemore, at han kender sit hiphop-pensum. Desværre ender det ofte med, at han glemmer at stille spørgsmål om andet end sig selv og hurtigt løber tør for ting at sige.

I sidste uge offentliggjorde Roskilde Festival, at hiphop-duoen gæster festivalen i år.

Hvem: Macklemore & Ryan Lewis.

Hvad: »This Unruly Mess I’ve Made«, Macklemore LLC.