Nej, nej, nej. Man kan ikke kalde rovfiskene i Tivolis nye akvarium for billethajer... Til gengæld kan Mozarts berømte rekviem fylde den kolossale koncertsal til sidste plads. Op mod 1400 mennesker tilbragte søndagen i selskab med det tobakssponsorerede Collegium Musicum.
Og for en gangs skyld kunne danskernes udækkede hoste ikke løbe med opmærksomheden. Heller ikke selv om den prøvede - endda flere gange i minuttet. Nej: Titlen som aftenens ihærdigste urostifter gik til en alarm af en slags. Den begyndte midt under 19-årige Schuberts tragiske symfoni og fortsatte i flere minutter.
Nu var det ikke den klokke, der ringer ind til Tivolis koncerter og efter pausen. Heldigvis da. Ellers var man da blevet helt døv. Men mindre kunne også gøre det - lige efter Charles Ives' tyste toner... At aftenens dirigent og største helt stormede op og ned og ud og ind hjalp ikke ret meget.
Det skulle da lige være på stemningen. Rigtig mange af gæsterne havde ikke fanget så meget af amerikanerens idé, denne mangel på kontakt mellem trompeten forrest og fløjterne bagest i rummet. Heller ikke selv om den egentlig bare skal opleves. Men da alarmen omsider blev træt og Schubert var i gang - så udviklede aftenen sig meget hurtigt til en af de bedste, mest stemningsfulde i Collegium Musicums historie.
Både fordi der er noget ungdommeligt gåpåmod over alle Schuberts symfonier. Noget vidunderligt tikkende. De bliver bare ved og ved. Hvilket kræver et ret musikalsk orkester - og dét var Collegium Musicum. Glædeligt nok.
Og fordi man sjældent hører Mozarts sidste værk sunget så gennemført godt. Pludselig står Universitetskoret Lille Muko og engagerer sig i hver en tone. Her er ingen sopraner uden højde, ingen alter uden glød, ingen tenorer uden fylde - højst lidt for få basser. Og pludselig står fire stjernesolister og arbejder så smukt med Mozarts toner. For en gangs skyld blev sopranen ikke engang den største oplevelse, nej. Det var kollektivet. Simpelthen fordi ingen faldt igennem.
Aftenens dirigent og største helt - det var Michael Schønwandt. Ikke kun fordi han gennemførte det viltre program så smagfuldt. Men også fordi han faktisk gav det nyt blod. Hvem andre kunne gøre den østrigske svanesang så følt, så dynamisk, så overraskende fuld af forbindelser på kryds og tværs?
De færreste.
