Det er sket mere end én gang, at jeg er blevet beskyldt for at være for snobbet til at kunne sætte pris på popmusik. Den kritik preller dog af på mig, når jeg ser navne som Beyoncé, Drake, Robyn, Madonna og Sia på mine playlister.
Indtil nu har Carly Rae Jepsen dog været et navn jeg har undveget. Måske fordi jeg er immun overfor »Call Me Maybe«, den canadiske sangerindes gennembrud der hærgede hitlisterne i sommeren 2012, såvel som »I Really Like You« fra hendes nye album, »E•MO•TION«.
Begge numre er musikalske modstykker til sukkerchokket, der får sødmen til at rive i tænderne frem for at glide ubesværet ned. Især »I Really Like You«s rablende omkvæd lyder – i mine ører – koket fremfor charmerende.
På sit tredje album »E•MO•TION« beviser Jepsen heldigvis, at hun er god for mere end den store single.
Dermed ikke sagt, at albummet ikke er stopfyldt med fængende popnumre. Det skydes i gang med »Run Away With Me« og dennes opildnende fanfare, der lyder som en splejsning af sækkepibe og saxofon.
Fra versenes atmosfæriske synths over en dunkende stortromme, tager »Run Away With Me« sig tid til at bygge op til det brusende omkvæd. Det er så medrivende et nummer, at verdens motionsdans-instruktører må være blevet skænket en oplagt vinder at sætte nye koreografier sammen til.
Samtidig minder »Let’s Get Lost« mig om sangene på det pink kassettebånd, der fulgte med min barndoms fitness-Barbie. Nummeret bærer 90’ernes fjedrende guitarlinjer og henrykte, uironiske saxofon soli med æren i behold. Det er munter med munter på, og det fungerer.
Udskiftelig som vokalist
»E•MO•TION« fortjener også en cadeau for at holde tempoet og humøret højt. Men når Jepsen begiver sig ind på balladeterritoriet, giver det flotte resultater.
Med hjælp fra to af popindustriens mest sofistikerede sangskrivere og producere, Ariel Rechtshaid og Devonté Hynes får Jepsen doven slapbas og glimtende synths til at lyde dybfølte frem for overlagt distancerede på »All That«, der emmer af krøllede lagener og dryppende stearinlys som Princes elskovsballader fra 80erne.
Den største anke – og det er en tung én af slagsen – mod »E•MO•TION« er Jepsens vokal og tekster. Det er ikke svært at forestille sig, at »Your Type«, med sine bastante smæld og kolde tikkende synths som en langsommere »Dancing On My Own«, kunne have tilhørt Robyn, eller at Sky Ferreira kunne have stået i front for lukkeren »When I Needed You«.
Men Carly Rae Jepsen ejer hverken Robyns overbevisende balance mellem utilsløret sårbarhed og bravade med et glimt i øjet eller Ferreiras rockede kanter. Udover at Jepsen er en farveløs vokalist, der synger om »Boy Problems«, har jeg ikke det store indtryk af, hvem hun er. Hvis hun vil skabe uundværlige frem for solide popalbum, må den ægte Carly Rae Jepsen rejse sig op.
Hvem: Carly Rae Jepsen.
Hvad: »E•MO•TION«, Universal.
