I et af verdens mindst kuperede lande behøver man kun færdes få sekunder i bybilledet for at tælle den første håndfuld firehjulstrækkere. Tøffer du rundt i sådan én, vil du måske snart høre en banken på sidedøren. Hvis du ruller vinduet ned, kan det sagtens være, at der står en smuk srilankansk kvinde i hypermoderne kluns. Det er M.I.A., og hun vil ind: »Im knocking on the doors of ya Hummer«, messer hun i »Bamboo Banga«, med adresse til det allermest vulgære af alle terrænkøretøjer. Sangtitlen, der kan oversættes til »Bambus-hit«, er den første på hendes andet album »Kala«. Med pladen vil hun ikke blot have plads i din bil. Hun vil være et begavet alternativ i en global popkultur, der har ladet hende opleve, hvordan fattige børn i Liberias hytter synger begejstret med om mord og kokain, når radiobølgerne fyldes af den amerikanske rapper Rick Ross megahit »Hustlin« fra sidste år.
Låne revolutionær aura
M.I.A. alias Maya Arulpragasam fik enorm medieopmærksomhed med sin debut »Arular« fra 2005. Både fordi pladens sound var et topkvikt bud på at samle gadegenrer som baile funk (Brasilien), grime (London), reggaeton (Panama) og dancehall (Jamaica) under én pophat. Men også fordi M.I.A.s personlige historie hører til de spektakulære: Født i London voksede hun op under usle kår på Sri Lanka og i Indien med sin mor fordi faderen var og er eftersøgt tamilsk tiger. Efter hun var flyttet tilbage til London, opkaldte den voksne Maya Arulpragasam debuten efter farmand og lånte flittigt af hans revolutionære aura: Hun sendte hilsener til PLO i sine tekster, og projicerede bomber og fik I den tigre op som baggrund, når hun optrådte. Hun blev med ét alle musiknørders yndling, men måtte også se sig anklaget for revolutionsromantik og musikalsk hjemløshed. Det, der står tilbage, er imidlertid en af årtiets hidtil bedste plader, et kropsligt medrivende forsøg på at gøre global bevidsthed poppet, og på at bevidstgøre poppen.
Den ambition forsøger M.I.A. stadig at udleve på»Kala«, der er opkaldt efter moren. Som en yngre street-version af Björk har M.I.A. rejst fra Liberia over Trinidad til Australien for at støve musikere op i de varme landes slumkvarterer og primitive hjemmestudier. Og så er pladen proppet med samples af og referencer til vestlige musikalske helte, fra Jonathan Richman til The Clash. Den fantastiske »20 Dollar« låner f.eks. helt ublasert baslinjen fra New Orders klassiske »Blue Monday« og omkvædet fra Pixies største hit »Where Is My Mind«.
Henvisningerne til terrorisme og frihedskamp fylder stadig meget hos M.I.A. ofte som beskrivelse af situationer, der kan og bør afhjælpes. »Making bombs with rubber bands« hedder det det i »Bird Flu«, og i det hektiske hækkeløb »Hussel« taler hun om »A hand to throw the gasoline«. Sangen er i øvrigt, med omkvædet »Why has everyone got hussel on their mind?« en slags modsvar til nævnte Rick Ross»Hustlin«. Hendes tekster er fyldt med den slags løsrevne fraser, med hentydninger til Darfur, folkemord, demokrati og væbnet kamp. Nogle gange giver collagerne mening, men ofte bliver de noget flimrende, og af og til fremstår de decideret ubegavede.
Lytter til jordens vibrationer
Det er dog umuligt at benægte, at M.I.A. rent musikalsk har fat i den lange ende. Hun lytter til jordens vibrationer i en verden, hvor vi ikke længere kan ignorere, at folk ikke ret langt mod syd bor i blikskure og drikker vand med kolibakterier i. M.I.A. vil det hele, ikke som prædiken, men som musik. Hun vil tale de udsattes sag ved simpelthen at forsøge at favne deres lyd i sin egen musik.
Alligevel er der grund til at kritisere »Kala« for en vis udvendighed i forhold til sin forgænger. Hvor »Arular«s kludetæppehits som »Sunshowers« og især »Galang« var kittet sammen med ren pop-DNA, er der lidt uforløst klippe-klistre over »Kala«. Flere sange imponerer massivt med deres referenceskov og komplekse rytmemønstre, men i det ambitiøse beatlandskab bliver M.I.A. ofte en slags anonym samlemuffe for alverdens eksotiske musikstrømninger, mere end hun egentlig formår at perspektivere dem: »Boyz« er et forsøg udi Trinidads streetmusik soca, og »Jimmy« er Bollywood-disco, så det næsten nærmer sig parodien. Og selv om det er skægt nok, når nigerianske Afrikan Boy staver sig gennem sin rap på»Hussel«, så stikker han underligt ud ligesom den amerikanske producerkonge Timbaland , der på et bonusnummer helt malplaceret ævler løs om at han og M.I.A. som han kalder »baby girl« skal trække sig tilbage til hendes tipi. Tag lige at få gynteren op af posen med hip hop-klichéer og vis en af dine musikalske ligekvinder lidt respekt, mester.
Det tætteste vi kommer på et unikt popdestillat af den »World Town«, som M.I.A. færdes så hjemmevant rundt i, er id over »20 Dollar« den herligt øretæveindbydende »Paper Planes«, der dog føles som lidt af en antitese til resten af pladen: Hun taler om »summa murder«, og omkvædet udgøres af et børneagtigt kor, der uforskammet iørefaldende synger »All I wanna do is...«, »and take ya money«, afbrudt i midten af fire pistolskud, et ladegreb og et klingende kasseapparat. Her leger M.I.A. den hustler, hun ellers retter skytset mod i »Hussel«, her sidder hun selv bag rattet i den Hummer, hvis dør hun kradsede lakken af i pladens første sang. Måske er det derfor, »Paper Planes« er så befriende: den én stor gang sjov, ballade, koketteri, melodi og sommer, som afveksling for resten af pladens klang af musikalsk opdragelse.
Hvis jeg havde en firehjulstrækker, var det den slags, hun skulle satse på for at få mig til at rulle vinduet ned og skrue op for bassen. Skulle M.I.A. bedømmes alene på sine ambitioner og sin dagsorden, ville hun få heltindekarakterer. Men nu er hun jo musiker, og selv om »Kala« på papiret er sådan cirka den mest spraglede fisk i musikakvariet lige nu, så finder pladens ingredienser aldrig rigtig sammen i en lige så smuk popjævning som på»Arular«. Det er måske heller ikke meningen, men så må M.I.A. også finde sig i at Rick Ross fortsætter sine kokainhistorier uhindret, og at Hummeren kører videre uden at ænse hende som andet end en flygtig silhouet i sidespejlet.
