Horns syngende hjerte

Visetraditionen er lyslevende i Sverige, og med Melissa Horn har den fået endnu en værdig og vidunderligt vedkommende fortolker.

Melissa Horn synger sine vers med en fin og ukunstlet stemme, som også viser, hvor smukt og sangbart det svenske sprog er. Fold sammen
Læs mere

Fra Carl Michael Bellman over Gunnar Wennerberg, Birger Sjöberg og Evert Taube til Cornelis Vreeswijk.

Ja, Sverige har en lang og ualmindelig stærk visetradition, og den er så langtfra et støvet stykke kulturhistorie. Genren lever nemlig videre i nye generationer af musikere, der tilmed har evnet at bringe den ind på hitlisterne.

Tænk bare på Lisa Ekdahl, der i den grad har vundet de skandinaviske hjerter med sine popsensible forarbejdninger af den gamle viseform, hvor den enkelt instrumenterede musik og vokalarbejdet i sidste ende er til for at bakke op om versenes historier.

Og med 23-årige Melissa Horn er den næste sødmefulde og bredt appellerende svenske visekunstner så sandelig fundet.

»Säg Ingenting Till Mig« er den sigende titel på stockholmerens andet album, hvor alle ti tekster kredser om den på én gang smertefulde og sødmefulde følelse, som kan være forbundet med et brudt kærlighedsforhold.

Fri og i frit fald. Fuld af minder og tom af tvivl. Som i »Jag Kan Inte Skilja På«, hvor Melissa Horn synger »Jag kan inte skilja på om jag vill vinna dig/jag kan inte skilja på om jeg vill va med dig/jag kan inte skilja på om jag vill bli av med dig/jag kan inte skilja på om jag vill skada dig.«

Og om den gordiske knude, kærligheden let udvikler sig til, som man bliver ældre og ikke længere har en blank fortid. For »hur ska man älska nån som har älskat nån förut«, som det lyder i »Lät Du Henne Komma Närmre.«

Dem, der intet forstår

Kynisk bliver Horn dog aldrig, bare øm og let hudafskrabet som i titelnummeret, hvor »Du håller ingens hand/du tror att alla skulla titta då/men jag håller din ibland/för det er kallt nu och jag fryser så.«

Enkelt, smukt og med den store historie i den lille og sunget med Melissa Horns fine, ukunstlede stemme, der sine steder minder om Lisa Ekdahl og Sophie Zelmani, og som i tilgift viser, hvor smukt og sangbart et sprog svensk er.

Dertil kommer de milde melodier, som er klædt i varme, organiske klangdragter med god brug af akustisk guitar og forsiret med mandolin, klokkespil, violin, pedal-steel, håndklap og korstemmer.

Det er ikke musik, som gør det store væsen af sig og søger grænser, og der skal nok være nogle, som afskriver den af samme grund. Men sangene har en evne til langsomt at vokse sig større og smukkere, mens stemmen og sætningerne sætter sig dybere og dybere spor.

»Och jag ska aldrig mer säga sanningen till nån som saknar förmåga att förstå«, lyder en af dem.

Hvem har ikke lovet sig selv det? Og sådan kan enhver med et bittersødt bankende hjerte blive ved med at spejle sig i Melissa Horns lille, store album.